Med DW60 og DW90 har Wacker Neuson ti hjuldumpere, syv bånddumpere og tre såkaldte Dual View-modeller på menuen.

Næppe havde Stemas A/S som endnu ret ny Wacker Neuson-importør og -forhandler fået lagt to nye hjuldumpere på produktlisten, før salgskonsulent Jens Andersen kunne forberede leveringen af de første. Og meget tyder på, at de to nye godt kan gå hen og blive et par populære maskiner hos både store og mindre entreprenører, vurderer han.

- Wacker Neusons nye seks-tons maskine DW60 er straks røget på ønskesedlen hos en del beton-entreprenører. Størrelsen er ideel, og vi har store forventninger til både den og den tre tons tungere DW90. Begge dumpere holder den høje kvalitet, men er samtidig særdeles konkurrencedygtige, når der skal sammenlignes priser, fortæller Jens Andersen.

Drejetip

Begge dumpere lever naturligvis fuldt op til Stage V-emissionskravene. Som standard leveres de med fronttippelad, men DW60 kan tillige fås med drejetippelad, som kan drejes trinløst 180 grader. Dermed bliver det nemt at læsse materiale på også fra siden. En vigtig egenskab, når der arbejdes i snævre omgivelser samt ved fyldning af udgravninger.

Afspil igen

Læs mere

Luk annonce

Knækled er med til at optimere de terrængående egenskaber for både DW60 og DW90, og hydrostatisk firehjulstræk gør dem nemme at køre. Den enkle betjening i kombination med robust konstruktion giver Jens Andersen og hans sælger-kolleger hos Stemas forventning om, at mange nye Wacker Neuson-dumpere vil finde på plads hos udlejningsvirksomheder og hos entreprenører med vekslende maskinførere.

Blandt bekvemmeligheder, der gør det nemt at være dumperfører, er også en fjederakkumulator-parkeringsbremse. Den aktiveres automatisk, når motoren slukkes. Det skaber naturligvis øget sikkerhed på byggepladsen.

Bredt dumperprogram

Med DW60 og DW90 har Wacker Neuson, og dermed også Stemas, ti hjuldumpere, syv bånddumpere og tre såkaldte Dual View-modeller på menuen. Dual Vies-dumperne er også hjuldumpere, men med mulighed for at dreje hele førerplatformen med både sæde og betjeningspanel 180 grader. Dermed kan man altid køre forlæns - også når man "den anden vej". En finurlighed, der også er med til at øge både effektiviteten og sikkerheden.

Foruden de konventionelle maskiner, har Wacker Neuson også taget hul på et el-program med i første omgang to dumpere i zero emission-serien.