Abonnementsartikel

Indenrigs- og boligminister Kaare Dybvad Bek mener, at infrastrukturplan 2035 giver både store og små virksomheder inden for bygge- og anlægssektoren mulighed for at planlægge langsigtet.

Kaare Dybvad Bek ser store muligheder for den danske bygge- og anlægssektor med den brede infrastrukturplan regeringen sammen med Venstre, Dansk Folkeparti, Socialistisk Folkeparti, Radikale Venstre, Enhedslisten, Det Konservative Folkeparti, Nye Borgerlige, Liberal Alliance, Alternativet og Kristendemokraterne præsenterede den 28. juni. En plan, der samlet set i perioden 2022 til 2035 allokerer ikke mindre end 160 milliarder kroner til en forbedring af infrastrukturen i Danmark.

- Det betyder jo at man har en sikkerhed for, hvilke investeringsrammer, der ligger frem i tiden. Alt efter hvor folk arbejder henne - om man arbejder med rådgivning indenfor anlæg af veje eller jernbaner, eller man arbejder med at etablere dem som entreprenør. Jamen, så har man en nogenlunde viden om, hvad investeringsniveauet kommer til at være de næste 15 år, og det synes vi er en god, lang tidshorisont, hvor man har mulighed for at planlægge efter, hvilke aktiviteter der er mulighed for at byde på indenfor landets grænser, fortæller Kaare Dybvad Bek til Maskinteknik.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Indspil fra flere partier

Selvom ikke alt i den store infrastrukturplan, der fra 2020 betyder, at udbygningen af infrastrukturen skal have tilført cirka 64 milliarder kroner til vejnettet og 84 milliarder til jernbaner, stammer fra regeringens eget udspil, så mener Kaare Dybvad Bek, at den samlede plan er meget fornuftig.

- Alt i alt minder det her jo meget om det udspil, vi kom med. Der var afsat 10 milliarder til at forhandle om ud over de udspil vi havde lavet, og det er så blevet brugt, blandt andet på en ny jernbane imellem Aarhus og Silkeborg og blevet brugt på en række vejstrækninger - blandt andet i Midtjylland. Og det synes vi er helt fornuftigt, og det er projekter, som i hvert fald for Aarhus-Silkeborgs vedkommende, kommer til at gavne pendlertrafikken på tværs af Jylland, så det er helt fornuftigt.

- Men det er klart, man får det ikke altid præcis som man gerne vil have det, og der har været et meget stærkt ønske fra Venstre og Konservative om at lave den Midtjyske Motorvej, og det har vi så også taget de første skridt til, lyder det fra indenrigs- og boligministeren.

Jernbanestrækningen imellem Aarhus og Silkeborg er sat i kalenderen til igangsættelse i 2026 med et prisskilt på næsten 2,2 milliarder kroner, hvilket betyder, at anlægget her skal ske sideløbende med anlægget af Midtjyske Motorvej der også har igangsætning i 2026, hvor den forventede pris ligger på cirka 5,9 millarder kroner.

At ambitionerne fra den brede forligskreds er store, og at der indgår mange forskellige projekter i den samlede plan, er ifølge Kaare Dybvad Bek en stor fordel for den danske bygge- og anlægsbranche.

Artiklen fortsætter efter annoncen

rich-media-3
Der er mange nye motorvejsstrækninger i Infrastrukturplan 2035. Foto: Kim Krasuld.

- De store projekter, dem der ligger ud over mange år, de ligger rimelig fast. Altså udvidelsen af E45 op igennem Østjylland, mange af de sjællandske motorvejsprojekter; Hillerød, Kalundborg, Frederikssund, at der har men sikkerhed for, hvad det er for en mængde af arbejde, der kommer til at være der. Og derudover vil der også til de lidt mindre virksomheder være mindre projekter. Der er afsat en støjpulje på tre milliarder, en cykelpulje på tre milliarder, der er tre-en-halv milliard også til ombygning af landeveje rundt om i landet, og det vil også være en mulighed, hvis man ikke er en størrelse hvor man er med til at byde på en Limfjordstunnel, så er der også mindre projekter i det her, som kommer til at blive udmøntet ud over årene her, vurderer Kaare Dybvad Bek overfor Maskinteknik.

Det betyder jo at man har en sikkerhed for, hvilke investeringsrammer, der ligger frem i tiden.

Kaare Dybvad Bek (S), Indenrigs- og boligminister