Abonnementsartikel

Ole Birk Olesen (LA) er tilfreds med, at der med Infrastrukturplan 2035 afsættes penge til mange vigtige trafikale udfordringer.

Ifølge den tidligere transportminister Ole Birk Olesen har mange tidligere politiske aftale omkring infrastrukturen været præget af, at man skulle vælge imellem forskellige projekter, der hver især ville gøre en stor lokal forskel, hvor Infrastrukturplan 2035 med deltagelse af alle Folketingets partier prioriterer at hele Danmark skal hænge bedre sammen via et samlet fokus på hele den trafikale infrastruktur.

- Det gode ved den her plan, det er, at man ikke skal vælge imellem projekterne, fortæller transportordfører Ole Birk Olesen til MaskinTeknik omkring planen, der frem mod 2035 betyder, at der allokeres samlet set i omegnen af 161 milliarder kroner til en forbedring af infrastrukturen i Danmark. Og ifølge Liberal Alliance er det ikke kun den samlede pris, man skal kigge på, men om projekterne medvirker til at forbedre danskernes hverdag.

Artiklen fortsætter efter annoncen

rich-media-2
Ole Birk Olesen (LA) er glad for at motorvejsnettet har høj prioritet i Infrastrukturplan 2035. Foto: Jakob Tilma

- Vi bliver nødt til at afsætte de penge, der er nødvendige for at gennemføre alle vigtige projekter, så vi ikke skal vælge imellem de gode projekter, men kan gennemføre alle vigtige projekter. Det kan ikke passe, at infrastrukturen altid skal komme i sidste ende, når pengene er blevet brugt på velfærd og overførselsindkomster, lyder det fra den tidligere transportminister, der til kommunalvalget til november bliver sit partis spidskandidat i København.

Mere vejkapacitet

Infrastrukturen er ifølge Ole Birk Olesen vigtig i sig selv, og det mener han, at Infrastrukturplan 2035 er et bevis på, at et samlet folketing har kunnet nå til enighed om. For Liberal Alliance har det været vigtigt at fjerne spildtiden på især vejene, og derfor fremhæver han også en række vej-projekter som de vigtigste punkter i den nye plan, der blev præsenteret den 28. juni i Finansministeriet.

- Mit fokus har altid været at få udbygget de veje, hvor folk sidder i kø og hvor trafikken er alt for langsomt kørende i forhold til, hvad den burde være; der hvor der er for meget trafik i forhold til vejkapaciteten, der skal vi have noget mere vejkapacitet. Og det er i denne aftale jo især nogle motorvejsudvidelser og nyanlæg af motorveje, det er den tredje Limfjordsforbindelse, det er den Østjyske Motorvej, det er den Midtjyske Motorvej, det er motorvejen syd om Odense, det er motorveje til Kalundborg, Frederikssund, Hillerød, Næstved - og så er det motorveje rundt om København. Det er der, folk i dag sidder i kø og trafikken kører alt for langsomt, og det synes vi er det vigtigste at håndtere.

Der er i Infrastrukturplan 2035 afsat 64 milliarder kroner til veje ud af et samlet budget på 161 milliarder kroner.

Vi bliver nødt til at afsætte de penge, der er nødvendige for at gennemføre alle vigtige projekter, så vi ikke skal vælge imellem de gode projekter, men kan gennemføre alle vigtige projekter.

Ole Birk Olesen, trafikordfører Liberal Alliance