Tilføj til lytteliste
Tilføj til lytteliste
Tilføj til lytteliste
På lytteliste
Tilføj til lytteliste
Lyt til artiklen:
Lynetteholmen skal undersøges af EU-kommissionen
Tilbage i marts lød der kritik fra en række eksperter, fordi de mente, at det store projekt Lynetteholmen ikke var tilstrækkeligt miljøundersøgt. Allerede i februar indgav Klimabevægelsen en klage til EU's borgerklageudvalg om, at forberedelsen af Lynetteholm-projektet ikke lever op til EU-miljølovgivningen.
Den klage fører nu til involvering af EU-kommissionen. Det sker, fordi Dolors Montserrat, der er formand for Europaparlamentets Udvalg for Andragender, har bedt kommissionen om at foretage indledende undersøgelser af om EU-lovgivningen er blevet brudt.
Det skriver Klimabevægelsen i en pressemeddelelse.
De mener, at regeringen har anvendt den såkaldte salamimetode, hvor man deler projektet op i dele, og kun laver en miljøvurdering på enkelte af de dele.
- Der er kun én forklaring på, at udvalgsformand Dolors Montserrat nu beder EU-Kommissionen om at gå ind i sagen. Hun mener, at der kunne være sket en tilpas stor lovovertrædelse ved forberedelsen af Lynetteholmen. Det er en vigtig udvikling for Klimabevægelsen, da det beviser, at det faktisk er muligt at stoppe politiske katastrofeprojekter, hvis de overtræder den lovgivning, som er skabt for at beskytte klima og miljø, siger Frederik Roland Sandby, der er Klimabevægelsens sekretariatsleder.
Salamimetoden er tidligere blevet underkendt af EU-domstolen, fordi den ikke er forenelig med VVM-direktivet.
Transportministeriet skriver i en pressemeddelelse, at man nu igangsætter en strategisk miljøvurdering. I første halvår af 2022 iværksættes VVM-undersøgelser af henholdsvis Østlig Ringvej og metroforbindelsen mellem Lynetteholm og resten af byen.