Lyt til artiklen:

Volvo-direktør: Fremtiden bygger på bæredygtighed, el og service

00:00
Hastighed: ???x
02:53

Abonnementsartikel

Ifølge Jens Ejsing ser de næste 4-5 år rigtig gode ud for Volvo Entreprenørmaskiner i Danmark. Især er han glad for, at virksomheden er lykkedes med rekruttering af gode folk.

TAULOV: Hos Volvo CE ved Fredericia ser administrerende direktør Jens Ejsing frem til E & H i Herning til september, hvor også Volvo udstiller.

- Personligt trænger jeg til at komme ud i virkeligheden efter den lange corona-nedlukning, og jeg regner da også med, at rigtig mange udstillere og gæster vil deltage på E & H efter 18 måneder uden messeaktivitet på entreprenørmaskine-området, siger han til Maskinteknik og tilføjer, at han faktisk synes messen ligger bedre placeret i efteråret end som oprindeligt planlagt før sommerferien.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Udviklingen accelererer, og vores dygtige udviklere i Sverige har mange nye innovative tiltag på vej ...

Adm. direktør Jens Ejsing, Volvo CE Danmark

Ingen krise i branchen

Selvom pandemien har været en gigantisk krise for verdenssamfundet, så har corona-tiden paradoksalt nok været rigtig god for Volvo.

- Vi har haft virkelig meget at se til, og det gælder nok for de fleste aktører i eller omkring bygge- og anlægsbranchen. Vi har solgt mange maskiner - også store maskiner - selv om leveringen halter lidt. Samtidig er jeg meget tilfreds med, at vi er lykkedes med at rekruttere nye folk i en tid med fuld fart på jobmarkedet, fortæller Jens Ejsing.

rich-media-3
Fokus på bæredygtighed og el vokser til nye højder, mener Jens Ejsing. Pressefoto.

Når han kigger i krystalkuglen, ser de kommende 4-5 år meget spændende og travle ud, og Jens Ejsing forventer store ændringer - både for markedet som helhed og for Volvo CE.

- Fokus på bæredygtighed og el vokser til nye højder, og her er vi ret godt med. Vi har de senere år udvidet udvalget af hydridmaskiner, og de første 100 procent elektriske maskiner har vi også i programmet. Det drejer sig foreløbig om en mindre læssemaskine samt en 2,5 tons kompaktgraver, siger direktøren.

Han tilføjer, at der er mere på vej, meget mere.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Udviklingen accelererer, og vores dygtige udviklere i Sverige har mange nye innovative tiltag på vej, som vil blive udrullet de kommende år, fastslår han.

Markant el-udvikling

Foreløbig er elektrificering kun en succes ved de mindre maskiner, men Jens Ejsing er overbevist om, at også større elektriske maskiner er på vej.

- De kommer, før vi tror det. Bare vent, der er fuld fart på hos udviklerne, siger han og tilføjer:

- Det handler ikke udelukkende om emission. Støj er ved at blive det nye sort nogle steder i branchen, og her er de elektriske modeller som for eksempel vores ECR25 Electric kompaktgravemaskinen og den kompakte hjullæsser, Volvo L25 Electric, jo uovertrufne, fastslår han.

En anden tendens som direktøren ser stadig tydeligere i disse år, er flere serviceaftaler.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Vi sælger store og dyre maskiner til vores professionelle kunder, som kræver høj effektivitet og en minimal nedetid. Derfor sørger vi for at tilbyde de rigtige servicepakker, hvor vores kompetente servicefolk hurtigt og effektivt kan rykke ud, hvis der sker uheld med en af vores maskiner, siger han til Maskinteknik.