Lyt til artiklen:

Skybrudstunnel bliver 190 millioner dyrere

00:00
Hastighed: ???x
01:57

Abonnementsartikel

Anlægget af Kalvebod Brygge Skybrudstunnel i København går 50 procent over budget. Dermed bliver projektet 190 millioner kroner dyrere.

Udgifterne til den nye skybrudstunnel, der skal sikre afvanding af gader på Vesterbro og det sydøstlige Frederiksberg, viser sig at blive noget højere end forventet.

Det skriver Licitationen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Budgettet er nemlig blevet opjusteret fra 400 millioner kroner til 590 millioner. Det fremgår af et notat fra Teknik- og Miljøforvaltningen stilet til Københavns Kommunes politikere.

Dermed går den 1,4 kilometer lange tunnel altså 50 procent over budget. Tidsplanen er uændret, og man forventer fortsat arbejdet afsluttet i 2026.

Tre store udfordringer

Hofor og Frederiksberg Forsyning anlægger tunnellen. Projektchef i Hofor Svend Krongaard Hansen fortæller til Licitationen, at der er tre store udfordringer, som har fået virksomheden til at skrue prisen op.

- Det er specielt stålpriser, men også andre materialer som for eksempel beton. Vi kører med fastprisaftaler, men budgetoverslaget er lavet før stål-, betonpriser med mere er steget. Derfor er de indkomne tilbud blevet dyrere end antaget i budgetoverslaget, skriver Svend Krongaard Hansen til Licitationen i en mail.

Derudover er den høje aktivitet i bygge- og anlægsbranchen også med til at presse prisen op, ligesom man har undervurderet opgavens kompleksitet.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Det er anden gang, budgettet skrider. Tilbage i 2017 blev budgettet nemlig opjusteret fra 350 millioner kroner til de 400 millioner, som nu heller ikke slår til.

Dermed er projektet samlet gået 240 millioner kroner over budget, og det bliver borgerne i København og Frederiksberg, der skal betale den regning, skriver Licitationen.

Hullet i budgettet skal nemlig dækkes ved at hæve taksten på vandforbruget med 14 øre pr. kubikmeter vand.