Lyt til artiklen:

Lynhurtig millionindsamling stopper Amager Fælled-byggeri

00:00
Hastighed: ???x
01:27

Abonnementsartikel

Cirka halvandet døgn. Mere skulle Amager Fælleds Venner ikke bruge, før de havde indsamlet to millioner kroner, der skal stilles som sikkerhed, hvis byggestoppet for Fælledby skulle stå ved magt.

Den kendte kok Nikolaj Kirk har om nogen skabt opmærksomhed om modstanden mod byggeri på Amager Fælled. I aftes lagde kogemanden endnu et opslag i sagen ud på sine sociale medier. Her fremgik det, at Amager Fælleds Venner på lidt mere end en dag har indsamlet over to millioner kroner.

Tirsdag besluttede Københavns Byret, at byggeriet på Amager Fælled, Fælledby, skal stoppe, som planklagenævnet og miljø- og fødevareklagenævnet også besluttede tidligere på sommeren. Men foreningen Amager Fælleds Venner, som er indædte modstandere af byggeplanerne, skulle først stille med en sikkerhed på to millioner kroner.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Pengene skal dække de udgifter, som rammer bygherren under byggestoppet, mens man behandler klagerne mod byggeriet.

Det er især paddearten stor vandsalamander, som de klagegivende foreninger er bekymret for, da arten yngler i området.

Til TV2 Lorry siger Fælledbys projektudviklingsdirektør, Erling Thygesen:

- Det er i vores optik et bump på vejen og en pause, fordi der er nogle nævn, der ønsker noget yderligere dokumentation. Og det er så det, vi finder frem nu.

Bag Fælledby står PensionDanmark og By & Havn. Erling Thygesen siger til Lorry, at man overvejer at anke byretten forbud til landsretten.