Tilføj til lytteliste
Tilføj til lytteliste
Tilføj til lytteliste
På lytteliste
Tilføj til lytteliste
Lyt til artiklen:
Store forventninger til årets maskinmesse
Abonnementsartikel
Det er tre år siden, at E&H sidst løb af stablen, men den lange ventetid er ikke den eneste årsag til, at Claus Benzin og hans kolleger hos Aksel Benzin A/S ser frem til fagmessen i Herning.
Forventningerne til E&H i september af høje på tværs af branchen - ikke mindst fordi branchen som helhed er i særdeles god økonomisk form, selvom der naturligvis også er udfordringer. Det gælder blandt andet i forhold til levering.
En af de virksomheder, der venter sig en hel del af den store maskinmesse, er Aksel Benzin A/S.
- Der er masser at lave, fordi der er blevet holdt gang i hjulene hos vores kunder i bygge- og anlægssektoren under corona. Så vi tager på E&H med stor optimisme, en bugnende ordrebog og masser af maskiner enten på lager eller på vej, forklarer Claus Benzin i en pressemeddelelse og fortsætter:
- Jeg ser det også som en kæmpe mulighed, at E&H og Transportmessen i år bliver afholdt på samme tid og med få hundrede meters afstand. Der er mange i vognmandsbranchen, som bruger vores anlæg til at knuse, neddele, sortere og opstakke råstoffer. Så vi håber, at vognmændene lægger vejen forbi E&H, og besøgstallet bliver endnu højere, end det plejer.
Det bedste fra to verdener
Aksel Benzin A/S viser fire arbejdende maskiner på E&H. En af dem er det nyudviklede Powerscreen Warrior 1800-hybridanlæg, hvor man nemt og hurtigt kan skifte mellem el- og dieseldrift.
- Det er et sortereanlæg, som giver dig det bedste fra to verdener: En dieselmotor, så du kan arbejde når som helst og hvor som helst, og en elmotor, der gør din drift mere økonomisk og klimavenlig. Som branche bliver vi tit skudt i skoene, at vi udleder for meget CO2. Men vi ser heldigvis flere og flere, som skifter til et hybridanlæg og rent faktisk gør noget for miljøet, fortæller Claus Benzin og løfter sløret for en anden nyhed:
- Med på E&H har vi også vores Telestack Origin C2000RT-opstakker, der kan bevæge sig automatisk fra side til side i en cirkelbue på 180 grader. Det betyder, at dit sortere- eller knuseanlæg kan knokle længere, da du slipper for hele tiden at flytte din færdigvarebunke. Så sparer du både plads og op til 80 procent af din læssemaskines dieselforbrug. Og sparet diesel giver jo også mindre CO2-udledning.
Dyrt at holde stille
Selvom maskinerne er omdrejningspunktet, og prisen ofte er det første, som kunderne spørger til, er det vigtigt at grave et spadestik dybere, når man investerer i dyrt grej til grusgraven eller miljøpladsen, lyder det fra Claus Benzin:
- Det handler om at vælge den løsning, der skaber mest værdi i dagligdagen. Både nu og på den lange bane. Det kræver god rådgivning og det helt rigtige setup fra vores side. For det kan ende med at blive meget dyrt for kunden, hvis der er lange leveringstider, eller maskinerne pludselig holder stille, fordi man ikke kan få hjælp eller reservedele til at komme videre, slutter han.