Lyt til artiklen:

Det personlige møde går aldrig af mode

00:00
Hastighed: ???x
02:42

Abonnementsartikel

Palle Kjærsgaard ser frem til Entreprenør & Håndværk 2021 efter lang messefri periode.

Selvom der har været stort set blikstille på messefronten siden 2019, har maskinbranchen klaret sig godt alligevel - rigtig godt endda. Men betyder det så, at vi styrer mod en fremtid med færre maskindemonstrationer og messer? Ikke hvis det står til administrerende direktør Palle Kjærsgaard fra S.D. Kjærsgaard, der er tredje generation i virksomheden.

Det er vigtigt, at vi møder kunderne i øjenhøjde til en god fag-snak, og derfor kan vi ikke flytte alt over på online-møder.

Adm. direktør Palle Kjærsgaard, S.D. Kjærsgaard

- Jeg ved godt, at nogle leverandører overvejer at skære i deres messeaktivitet. Men jeg tror ikke for alvor på, at det bliver en stor trend - i det mindste ikke på kort sigt, siger han til Maskinteknik.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Fag-snak i øjenhøjde

S.D. Kjærsgaard har på linje med flere af de andre større aktører i branchen booket en temmelig stor stand på E&H, hvor et bredt udvalg af maskiner skal fremvises.

- Vi har valgt at fylde meget, også denne gang. I det hele taget gør vi meget af det, vi plejer, for at vise de produkter, vi har i sortimentet. Jeg tror aldrig, det personlige møde går af mode. Det er vigtigt, at vi møder kunderne i øjenhøjde til en god fag-snak, og derfor kan vi ikke flytte alt over på online-møder, siger han og tilføjer, at han fornemmer, at aktørerne også gerne vil støtte op om arrangementerne. Især fordi det går så godt for branchen i disse tider.

- Vi skal huske at glæde os over, at det er gode tider. Vores entreprenørafdeling er meget sund i øjeblikket, og selvom der er småproblemer med leverancer eller rekruttering, så er der ingen alvorlige sorte skyer i horisonten. Ingen ved hvad der sker, når byggebranchens optur er overstået, men det bliver næppe ligesom i 2008, siger han.

Fyldte lagre fra start

Hos S.D. Kjærsgaard valgte man straks fra begyndelsen af corona-epidemien at satser på at fylde lagrene.

- Selvom vi var lidt nervøse i starten, besluttede vi at købe offensivt ind. Og det viste sig siden hen at være det korrekte valg. Vi fik rigtig meget hjem, inden priserne begyndte at stige og der kom problemer med meget forsinkede leverancer, siger han.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Derfor har S.D. Kjærsgaard i de fleste tilfælde formået at levere de maskiner, kunderne ønskede - til tiden.

- Naturligvis har vi også haft problemer med at levere, men det har været i væsentlig mindre målestok, end flere af vores kollegaer i branchen, fastslår Palle Kjæsgaard og tilføjer:

- Og kan vi ikke levere en maskine, så gælder det om at være opfindsom og kreativ og finde alternative løsninger. Vi satser alt på at gøre kunden tilfreds, så han kommer igen næste gang, han skal have nye maskiner, siger han til Maskinteknik.

Under E&H udstiller S. D. Kjærsgaard blandt andet Case Construction, Dieci teleskoplæssere, Promove nedbrydningsudstyr og Mikasa komprimeringsmateriel. Den nye G-Serie Evolution vil være at finde på testbanen.