Lyt til artiklen:

- Det er udfordringen i de store maskiner, der er fed

00:00
Hastighed: ???x
00:00

VIDEO: Nikolaj Søndergaard Madsen er klar til at give de andre konkurrenter og særligt sin gode kammerat kamp til stregen, når dette års udgave af DBL for entreprenørmaskinmekanikere bliver afholdt på E&H.

Midt i september skal fire unge entreprenørmaskinmekanikere kæmpe om titlen som den bedste lærling, når DBL Entreprenør afholdes på E&H i Herning. Her på Maskinteknik bringer vi et lille portræt af alle fire skrueglade deltagere, og nu er vi nået til den sidste i rækken - Nikolaj Søndergaard Madsen fra Volvo Entreprenørmaskiner ved Fredericia.

- I starten var det egentlig bare lidt for sjov, at vi sagde ja til det, begynder han.

Nikolaj refererer til dengang, han og hans kammerat Mike tog beslutningen om at stille op til DBL.

Afspil igen

Læs mere

Luk annonce

- Men jeg har en tendens til at blive lidt nervøs omkring prøver, så det giver faktisk god nok mening lige at få lidt træning frem mod svendeprøven i november, siger Nikolaj Søndergaard Madsen.

Det var deres lærer, der havde prikket til makkerparret og spurgt, om det ikke var noget for dem at stille op til DBL, og efter noget tid var det så lykkedes at overtale dem.

Tilpas fra starten

Nikolaj Søndergaard Madsen kommer fra Middelfart, men har været en flittig gæst hos Volvo Entreprenørmaskiner ved Fredericia siden 8. klasse. Første gang, han besøgte værkstedet, var i forbindelse med et praktikforløb, og siden da har han vidst, at det var den vej, han skulle gå.

- Helt fra starten var de glade for mig ude på værkstedet, og jeg følte mig også tilpas herude, siger Nikolaj Søndergaard Madsen.

rich-media-2
Foto: Tim Søgaard.

Han kan godt lide de daglige udfordringer og størrelsen på maskinerne.

- Det er ikke bare små biler, der er faktisk noget størrelse på det. Det gør det udfordrende, men samtidig er det hammerfedt at skrue i, siger han.

Meget af tiden arbejder Nikolaj som udekørende montør. Han kan godt lide at komme ud af huset - ud i grusgravene og se maskinerne i aktion. Han har specialiseret sig i motorer, gearkasser og asfaltudlæggere, og det er der én simpel grund til:

- Det er fordi, jeg synes, det er det, der er fedest.

Intern konkurrence

Når slaget skal stå til dette års DBL, handler det om at holde hovedet koldt og læse spørgsmålene ordentligt igennem. I hvert fald, hvis man spørger Nikolaj.

- Og så tror jeg, det er vigtigt at tænke klart og logisk. Det er ofte det, der går galt. Man tænker det sværeste fra start af i stedet for at gøre det nemt for sig selv, siger han.

Hvis han skal komme nervøsiteten til livs og præstere godt, skal han glemme alt omkring sig, slå koldt vand i blodet og tage det stille og roligt, forklarer han.

rich-media-3
Når svendebrevet er i hus, vil Nikolaj Søndergaard Madsen gerne fortsætte hos Volvo Entreprenørmaskiner. Foto: Tim Søgaard.

- Så det, håber jeg, kan lykkes, når dagen kommer, siger Nikolaj Søndergaard Madsen.

Han vil nemlig gerne gøre det godt - selvfølgelig i et forsøg på at vinde konkurrencen, men også fordi han gerne vil slå sin kammerat Mike.

- Jeg går rigtig godt i spænd med ham fra Hydrema, så der bliver måske en lille intern konkurrence. Der kan godt blive kamp til stregen, varsler Nikolaj Søndergaard Madsen.

Når DBL, svendeprøve og læretid alt sammen hører fortiden til, vil Nikolaj gerne blive hos Volvo.

- Det er der også snak om, at jeg skal have lov til, så det er planen lige nu.

Når han har arbejdet et års tid, vil han gerne slå sig ned og starte en familie, og så har han ellers ikke spekuleret mere over fremtiden. Han tager det, som det kommer, slutter han.

Maskinteknik bringer et lille portræt af alle fire deltagere ved dette års DBL. Hvis du missede dem, kan du her læse portrætterne af Mike Riber Hansen, Christian Aggerholm Andersen og Martin Reinholdt Kirkegaard, der er de andre tre deltagere.