Lyt til artiklen:

ID-kort skal bekæmpe social dumping på byggepladser

00:00
Hastighed: ???x
01:39

Abonnementsartikel

Et nyt pilotprojekt med en ID-kortordning tages i brug på fire udvalgte, offentlige byggeprojekter. Ordningen skal være med til at bekæmpe social dumping.

Når medarbejderne på anlægsprojektet med udvidelsen af E20-motorvejen på Vestfyn møder på arbejde, skal de via en app på deres mobiltelefon være udstyret med et ID-kort, som skal bruges til at tjekke ind og ud fra byggepladsen.

Det skriver Transportministeriet på deres hjemmeside.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Medarbejderne indgår nemlig i et pilotprojekt, som har til formål at effektivisere og skærpe overholdelsen af arbejdsklausuler og dermed være en del af kampen mod social dumping.

- Jeg er spændt på at se, hvilke erfaringer vi kan gøre os, så vi kan få endnu et værktøj i bestræbelserne på at komme social dumping til livs, siger beskæftigelses- og ligestillingsminister Peter Hummelgaard.

I alt fire offentlige byggeprojekter er med i pilotprojektet. Der er tale om en tilbygning og modernisering for Toldstyrelsen og Syd- og Sønderjyllands Politi i Padborg, en ombygning for Administrations- og Servicestyrelsen i Høje Taastrup og sidst en ombygning af arealer til kontorlokaler og kantine på Rigensgade i København K.

Konkret vil det foregå således, at oplysninger om arbejdstid fra ID-kortet sammenlignes med lønoplysninger, der udleveres af hovedentreprenøren.

ID-kortet vil desuden blive benyttet til at føre kontrol med arbejdsmiljøfaglige uddannelser, registrering af udenlandske tjenesteydere og arbejdsmiljøorganisation- og koordinatoruddannelse ved, at Arbejdstilsynet kan tjekke oplysningerne via en computer på byggepladsen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Evalueringen af pilotprojektet forventes at ligge færdig medio 2022.