Tilføj til lytteliste
Tilføj til lytteliste
Tilføj til lytteliste
På lytteliste
Tilføj til lytteliste
Lyt til artiklen:
Stort brofundament klar til afskibning
Abonnementsartikel
Norsk kæmpepram skal sejle fundamentet til den kommende Storstrømsbros enlige pylon til den endelige placering i næste uge.
Torsdag markerede lidt af en milepæl for projektet med den nye Storstrømsbro. Her lykkedes det nemlig over adskillige timer at flytte fundamentet til bropylonen ud på en til formålet charteret norsk kæmpepram, som med en slæbebåd i næste uge sejler det 42 meter lange og 34 meter brede fundament ud til den endelige placering.
Under flytningen blev fundamentet løftet op af 48 stk. hydrauliske stempler, der hver kan løfte 500 tons. Herefter skubbede nogle andre hydrauliske stempler fundamentet ud på prammen via et skinnesystem.
Prammen pumper skiftevis vand ind og ud af ballasttankene for løbende at skabe det rette balanceniveau til at bære det cirka 12.000 ton tunge fundament.
Se Vejdirektoratets timelapse video herunder.
Når fundamentet er på den korrekte position, sænkes prammen indtil fundamentet flyder selv. Derefter trækkes det til den præcise placering, hvorefter det langsomt sænkes på plads.
I Storstrømmen er der på forhånd gravet ud til den nødvendige dybde på havbunden og lavet et solidt stenfundament.
Sådan kommer det på plads
Når fundamentet er slæbt på plads, bliver det fastgjort til ankerblokke på havbunden og sænket. Det sker ved at fylde ballasttanke og celler i fundamentet med vand (fundamentet er hult og består af 25 luftfyldte hulrum, som fyldes med vand). I hvert hjørne af fundamentet sidder en gps-antenne til at styre sænkningen.
Fundamentet skal sættes på en gruspude på havbunden med 5 centimeters nøjagtighed, og det forventes, at der skal bruges mere end et forsøg for at placere fundamentet korrekt.
Den kommende pylon over fundamentet kommer til at rejse sig ca. 100 meter over havets overflade.