Lyt til artiklen:

Munck valgt til fjernvarmekonvertering i Vejle-bydel

00:00
Hastighed: ???x
02:28

Abonnementsartikel

Vejle Fjernvarme og Munck Forsyningsledninger har netop taget første spadestik til et nyt konverteringsprojekt i bydelen Uhrhøj Øst ved Vejle.

Vejle Fjernvarme og Munck Forsyningsledninger har netop markeret startskuddet på en stor udbygning af fjernvarmenettet i Vejle-bydelen Uhrhøj Øst. Projektet bidrager til den grønne omstilling, hvor hovedsageligt olie- og gasfyr fjernes, og ændres til fjernvarme med meget lav CO2-belastning.

- I det nye forsyningsområde er der 325 huse. Som altid når vi sætter gang i et nyt konverteringsområde, er det en forudsætning, at mindst 40 procent af husene tilmelder sig fjernvarmen for at få en fornuftig økonomi. Her i Uhrhøj Øst er vi meget overvældet over tilmeldingen, der er nået op på 230 huse, svarende til 71 procent af de mulige. Det har vi aldrig oplevet før, og med de mange tilmeldinger tegner der sig en sund projektøkonomi, fortæller formand i Vejle Fjernvarme Reimer Mikeli Olsen i forbindelse med første spadestik.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Anlægsarbejdet med udførelsen af fjernvarmenettet har været i licitation, og det er entreprenørfirmaet Munck Forsyningsledninger, der har afgivet det bedste bud, og dermed har fået tildelt kontrakten på arbejdet. Projektet strækker sig over cirka et år og har en samlet anlægsudgift på omtrent 30 millioner kroner.

- Vi føler os meget trygge ved, at det er et stort professionelt firma, der skal udføre opgaven. Der er nogle anlægstekniske udfordringer i området, med blandt andet krydsning af Jellingvej, og udførelse af de stejle strækninger af Gl. Kongevej og Chr. Winthersvej. Men vi er sikre på, at Munck Forsyningsledninger kan løse opgaven, siger Reimer Mikeli Olsen.

Hos Munck Forsyningsledninger er der også glæde at spore. Virksomheden oplever vækst inden for fjernvarmeområdet, hvor de alene i Jylland i øjeblikket beskæftiger et godt stykke over 200 medarbejdere med etablering fjernvarmeledninger.

- Det er med stor tilfredshed, at vi har vundet endnu en opgave hos vores kunde Vejle Fjernvarme. Vi har over den seneste periode fået tildelt flere opgaver i Vejle, og med projektet i Uhrhøj Øst, ser vi frem til et endnu et godt samarbejde det kommende års tid, fortæller Munck Forsyningsledningers regionsdirektør i Jylland Per Jensen.

Munck Forsyningsledninger forventer, at det høje aktivitetsniveau på fjernvarmeområdet vil forsætte de kommende år - ikke mindst drevet af den grønne omstilling, hvor mange boliger skal konverteres fra fossile varmekilder til fjernvarme.