Lyt til artiklen:

Nu er gravemaskinen klar til entreprenørarbejde til søs

00:00
Hastighed: ???x
01:54

Rederiet Høj i Horsens har fået monteret en 30 tons Hitachi gravemaskine på sit fartøj M/S Lea Høj.

Når det 23 meter lange og 80 BT tunge fartøj, M/S Lea Høj, arbejder med vandbygningsopgaver som moler og uddybninger, er det med en ny 30 tons Hitachi gravemaskine af modellen ZX300LC-7 monteret på en piedestal forrest på dækket.

- Tårnet fra gravemaskinens undervogn er skåret af og svejset på skibet som en piedestal. Så er overdelen løftet på plads og boltet fast, forklarer Flemming Sørensen fra H.P. Entreprenørmaskiner, der har leveret den nye Hitachi til Rederiet Høj i Horsens.

Rækker længere og står på egne ben

Rederiet Høj har fået gravemaskinens bom og stik forlænget for at øge rækkevidden, og maskinen er i alle stik blevet forberedt mod indtrængende vand. Saltvand er et hårdt miljø, der også kræver ekstra rustbeskyttelse.

rich-media-1
Lige nu er skibet med den tilhørende gravemaskine på arbejde i nærheden af Stralsund i Tyskland. Pressefoto.

Afspil igen

Læs mere

Luk annonce

Når M/S Lea Høj arbejder med uddybning, oprensning, stenarbejde, kabelrender og lignende, står skibet på egne ben. Skibet har to støtteben - spotlegs - på 40 cm i diameter, der køres ned i havbunden, så fartøjet står stabilt på vanddybder ned til 10 meter.

Alle former for vandbygning

Det familieejede Rederiet Høj, der blev etableret i 1958, leverer mange forskellige ydelser inden for det maritime. Arbejdet omfatter alt, hvad der har med vandbygning at gøre, såvel enkeltstående opgaver som totalentrepriser.

- Generelt er det opgaver i og ved havne og vandveje, hvor vi laver moler og planeringer samt i forbindelse med broer og vindmølleparker. M/S Lea kommer til at arbejde mest i mindre havne, især lystbådehavne. Vi har travlt og opererer i Nordtyskland, hele Skandinavien og England. Lige nu er skibet i Darsser Ort i nærheden af Stralsund i det tidligere Østtyskland, fortæller manager Søren Høj.