Lyt til artiklen:

Stor CO2 besparelse mulig med simpel brug af data

00:00
Hastighed: ???x
02:25

Abonnementsartikel

NCC kan dokumentere markant reduktion i CO2-udledning fra bygninger og byggepladser med brug af data og Internet of Things.

Udledningen af CO2 kan med simpel tilgængelig teknologi reduceres med tusinder af tons her og nu. Det viser NCC's arbejde med Internet of Things (IoT) og indsamling af el-data på byggepladser og i færdige kontorbygninger.

- Vi har gennem fire års arbejde med IoT og opsætning af sensorer påvist, at detaljeret måling af strømforbruget viser, hvordan man enkelt kan reducere forbruget og dermed udledningen af CO2 og tilmed spare en masse penge, siger Martin Manthorpe, der er direktør for strategi og udvikling i NCC Danmark.

Artiklen fortsætter efter annoncen

NCC's analyser viser, at tager man en kontorbygning på 15.000 kvadratmeter, kan man med IoT reducere elforbruget uden for arbejdstiden med 50 procent svarende til 41 tons CO2 om året.

Ifølge Foreningen af Rådgivende Ingeniørers State of The Nation 2020 ejer staten, regionerne og kommunerne tilsammen rundt regnet 40 millioner kvadratmeter bygninger.

- Alene i de offentlige bygninger er der et kolossalt potentiale for at reducere CO2-udledningen og spare en masse penge på elregningen. Og vejen til det er helt simpel, vi har benyttet en teknologi, som alle kan gå ud og købe, så man kan vel sige til politikerne, at det er bare at komme i gang, siger Martin Manthorpe.

En sensor koster med opsætning cirka 25.000 kroner. På en kontorbygning på 15.000 kvadratmeter bliver det cirka 300.000 krorner. Til gengæld er der en besparelse på rundt regnet 400.000 kroner om året.

Byggepladserne reducerer også forbruget

NCC har også arbejdet med strømforbruget på byggepladserne. På et større renoveringsprojekt i Albertslund har byggeledelsen reduceret projektets forbrug med 58 procent ved at identificere unødigt forbrug uden for arbejdstiden. Det svarer til 16 tons CO2 om året og en besparelse på 100.000 kroner.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Nu har NCC Danmark besluttet, at der på alle byggepladser på byggerier til over 150 millioner kroner i Danmark skal gennemføres IoT dataindsamling, så der sikres reduktion af CO2.

Ifølge FN's miljøorganisation UNEP står byggebranchen globalt for 39 procent af den samlede CO2 udledning. Driften af bygninger står alene for 28 procent.