Lyt til artiklen:

Første Komatsu-graver med 3D-styring til midtjysk entreprenør

00:00
Hastighed: ???x
03:18

Abonnementsartikel

Poul Hansen Entreprenører i Grindsted har fået sin første Komatsu PC240LC-11 gravemaskine med 3D maskinstyring med semiautomatik.

Maskinstyring med 2D eller 3D er blevet hverdagskost i den danske entreprenørbranche. Men med købet af en ny 26 tons Komatsu PC240LC-11 gravemaskine med Topcon 3D maskinstyring med semiautomatik har Poul Hansen Entreprenører valgt at være med helt fremme i udviklingens forreste række.

- Vi har i forvejen en Komatsu D65PXi dozer med 3D maskinstyring. Vi har bevidst valgt Komatsu igen, så vi opnår en synergieffekt af de to maskiner. Dozeren købte vi for cirka tre år siden, og både den og udstyret fra Topcon har vi gode erfaringer med, siger Erik Yan Hansen, der er direktør i Poul Hansen Entreprenører.

Artiklen fortsætter efter annoncen

En spændende verden

Begge maskiner med Topcon maskinstyring er købt hos Scantruck. Som forhandler af Topcon råder Scantruck også over sit eget maskinstyringsteam, der står for montage, kalibrering og support. Samme team har Poul Hansen Entreprenører brugt som rådgiver ved sine maskininvesteringer. Især fordi de har bevæget sig ind på et nyt område.

rich-media-2
Den nye graver med en kampvægt på 26 tons er indkøbt for at skabe synergi med en dozer af samme mærke. Pressefoto.

Med Topcon 3D maskinstyring med semiautomatik arbejder gravemaskinen ud fra de digitale projekttegninger, der er indlæst i gravemaskinens computer. Under udførelsen overtager softwaren kontrollen over gravearmen i forhold til niveauer og styrer selv bommens bevægelser op og ned i forhold til den ønskede gravedybde. Maskinføreren skal således placere maskinen i den rigtige position og trække i gravearmen som normalt.

- 3D er ikke i sig selv nyt, men semiautomatikken er noget helt nyt for mange. Det er en spændende verden at være med til. Vi betræder et område, hvor der endnu ikke er mange, som har arbejdet på den måde. Men vi har som virksomhed en erklæret strategi om, at vi skal være med på vognen i forhold til ny teknologi, siger Erik Yan Hansen.

Stor forskel på nogle opgaver

Han ser store muligheder i det avancerede system fra Topcon.

- Der er uden tvivl opgaver, hvor det ikke er nødvendigt at have den type teknologi på sin maskine. Omvendt er der mange opgavetyper, hvor det klart har en berettigelse, og hvor opgaverne kan løses mere effektivt med 3D. Især kloakering, cykelstier, pladser og udstykninger, siger Erik Yan Hansen og påpeger samtidigt sine overvejelser.

Artiklen fortsætter efter annoncen

rich-media-4
Det hele er styret af de digitale projekttegninger, som er indlæst i systemet. Pressefoto.

- Det koster penge at være på forkant med den teknologiske udvikling. Det er et valg, den enkelte virksomhed selv skal tage. Det er en svær kalkule, hvor man skal følge sin mavefornemmelse, og jeg har en god mavefornemmelse med 3D maskinstyring. Det er et teknologisk område i rivende udvikling, som vil gavne os omkostningsmæssigt. Kan vi spare nogle timer på nogle processer, gør det os mere konkurrencedygtige, forklarer han.

Vejen frem

På nuværende tidspunkt er de to Komatsu-maskiner fra Scantruck de eneste i Poul Hansen Entreprenører med 3D maskinstyring. Men det vil ændre sig i nærmeste fremtid.

- Om et år er det antal mere end fordoblet. Det er min klare forventning. Vi har mange maskiner med 2D maskinstyring, men 3D maskinstyring med automatik er vejen frem, konstaterer Erik Yan Hansen.