Tilføj til lytteliste
Tilføj til lytteliste
Tilføj til lytteliste
På lytteliste
Tilføj til lytteliste
Lyt til artiklen:
Ny maskine sætter gang i genanvendelsen hos Arkil-afdeling
Abonnementsartikel
Hos Arkils anlægsafdeling i Sønderborg har man fået sig et nyt jordsorteringsanlæg, der nu hjælper med at genanvende så meget af jorden som muligt.
Denne sommer tog Arkils anlægsafdeling i Sønderborg et nyt, mobilt jordsorteringsanlæg i brug. Det står i øjeblikket og arbejder i Nordborg, hvor Arkil er i gang med et fjernvarmeprojekt. Med sorteringsanlægget kan afdelingen sortere dagligt eller efter behov, og anlægget er testet af med forskellige typer jord.
Det nye anlæg af modellen Traserscreen DB-80 sorterer sandede materialer fra blandt andet vejkasser, makadam samt stenfraktioner i forskellige størrelser, så jorden kan genbruges. Anlægget kan sortere sten helt ned til otte millimeter og kan på en god dag sortere op mod 120 tons materialer.
Bag indkøbet af sorteringsanlægget ligger både økonomiske og miljømæssige overvejelser, fortæller Mikkel Bigum, der er afdelingschef i Arkil Anlæg Sønderborg.
- Når vi kan genanvende jorden, sparer vi både på råstoffer og materialeindkøb fra grusgravene samt lastbiltransport af nye materialer, og vi undgår bortskaffelse af den opgravede jord. Heri ligger der både en økonomisk gevinst, men i særdeleshed også en CO2-besparende gevinst, fortæller Mikkel Bigum.
Efter en tur igennem sorteringsanlægget skal både jord- og stenmaterialerne genanvendes i fjernvarmeprojektet i Nordborg. Jorden skal blandt andet bruges ved siden af fjernvarmerørene, og de større sten bruges til at lægge i bunden, så svejserne ikke står i vand.
Sorteringsanlæggets motorer til bånd og rystefunktioner er eldrevne og kan tilsluttes en fast elforsyning, hvilket giver den mest miljøvenlige drift. I de tilfælde, hvor man ikke har en fast elforsyning, drives anlægget af en påmonteret generator, der gør anlægget ekstra fleksibelt. Anlægget er monteret på en containerramme, der gør det muligt at flytte med en lastbil med kroghejs.
God investering
Anlægget har været en god investering, både når man ser på det rent miljø- og ressourcemæssigt - men også økonomisk.
- Det er bekosteligt at transportere materialer til og fra for eksempel Nordborg, hvor afdelingen i øjeblikket arbejder, fra henholdsvis den danske grænse eller Aabenraa-egnen. De mange kilometers transport samt materialeindkøbet, som vi undgår, kan bestemt mærkes. Hvis vi sorterer bare 30 kubikmeter materialer om dagen i Nordborg, så er anlæggets dagspris dækket ind, siger Mikkel Bigum.
Der er desuden fra bygherres side lagt mærke til, at afdelingen har investeret i jordsorteringsanlægget og derved genanvender jorden, lyder det.
Selvom man er tilfreds med anlægget hos Arkils afdeling, så har det også sine begrænsninger, fortæller Mikkel Bigum.
- Lerholdig og våd jord er en udfordring for anlægget, fordi leren simpelthen sætter sig fast. Derfor fungerer anlægget bedst, når der er meget sand i jorden, siger han.