Tilføj til lytteliste
Tilføj til lytteliste
Tilføj til lytteliste
På lytteliste
Tilføj til lytteliste
Lyt til artiklen:
100-150 maskiner klargøres dagligt hos GSV i Greve
GREVE: Et væld af forskellige maskintyper af mærker som Volvo, CAT, Komatsu, Weidemann og mange andre er opmarcheret på det store GSV-site syd for København, som Maskinteknik besøger en blæsende dag sidst i januar.
Ingen af entreprenørmaskinerne bærer navnet Toyota, men alligevel spiller den såkaldte Toyota-model - mere korrekt kaldet LEAN-modellen - en afgørende rolle på stedet.
Jeg tror ikke, der findes ikke noget tilsvarende eller større og lige så effektivt andre steder i Skandinavien.
Driftsdirektør Frank Olesen, GSV
GSV Materieludlejning åbnede sidste år et nyt klargøringscenter i Greve, hvor man effektivt har implementeret velafprøvede processer og indretning efter LEAN-konceptet, så samtlige elementer foregår så smidigt og effektivt som overhovedet muligt. Fra denne lokation betjenes hele Sjælland og Sydhavsøerne, herunder den meget store plads i Rødby, hvor landets største byggeplads ved Femern-projektet er i gang.
Bedre end forventet
Centret har døgnåbent fem dage om ugen, og desuden er der etableret en vagtordning i weekenderne, så man også kan håndtere hastesager på lørdage og søndage.
- Effektiviteten er virkelig høj, og resultatet er bedre end forventet. Vi har skåret omkring 33 procent af vores interne procestid, og vi klarer endda opgaven med 10 procent færre af vores dygtige medarbejdere, fortæller driftsdirektør Frank Olesen, GSV Materieludlejning til Maskinteknik.

22.000 maskiner om året
De omkring 70 ansatte på stedet har nok at se til, for hver dag passerer mellem 100 og 150 maskiner gennem vaske- og klargøringshallerne. Nogle af disse skal samtidig til service eller reparation på et af de to værksteder på stedet. Det svarer i runde tal til en tredjedel af udlejerens samlede produktion.
I løbet af 2021 har der været 22.000 enheder gennem klargøring på stedet, mens 5.400 er blevet repareret.

- Jeg tror ikke, der findes ikke noget tilsvarende eller større og lige så effektivt andre steder i Skandinavien. Men vi har også gjort os virkelig umage med indretningen og processerne. Det hele er opbygget efter de erfaringer, vi gjort os undervejs, især fra vores site i Brabrand. Vi har taget det bedste af det bedste og så videreudviklet det, fastslår driftsdirektøren.
To opladningshaller
Lastbiler kommer med maskinerne, som stilles i opmarchbåse på den ene side af den store grund. Derefter hentes de ind en ad gangen til den første bygning med 5 separate vaskehaller. Efter afvaskning - som typisk tager mellem 20 og 45 minutter pr. maskine - trækkes maskinerne udenfor til aftørring, inden de fortsætter videre ind i klargøringshallen til afpudsning og småreparationer. Til sidst ender maskinerne ude på den anden side, hvor de er klar til afhentning - medmindre der er tale om el-maskiner, som først kommer ind i en af de to opladningshaller. En stadig stigende del af nyindkøbte maskiner kører på el eller som hybrider.
- Efter det er maskinerne klar til næste kunde, og vi har omkring 100 udkørsler pr. dag, fortæller han og tilføjer, at GSV med det nye super-site har halveret den interne procestid fra 16 procent i 2020 til nu blot 8 procent af tiden.
- Resten af tiden er maskinerne ude og arbejde for føden hos vores kunder. Den effektivitet betyder, at vi i GSV har behov for ca. 1.000 færre maskiner i vores maskinpark. Og det bevirker igen, at der skal produceres 1.000 maskiner færre på fabrikkerne. Det betyder også noget i en bæredygtig sammenhæng, siger Frank Olesen.
Bæredygtighed og digitalisering
I det hele taget er bæredygtighedsbegrebet gennemgående hos GSV, som blandt andet komplet LED-belysning på stedet vidner om. Desuden har man formået at sænke vandtemperaturen i vaskehallerne fra 80 til 30 grader takket være en bedre sæbe. Samtidig har man også indført, at de lastbiler, som servicerer kunder inde i København, kører på HVO biodiesel.

Et andet centralt og gennemgående tema er digitalisering, hvor GSV gennem de senere år har været på noget af en rejse, som har slået tydeligt igennem på effektiviteten. Samtlige maskiner har en individuel chip, der tagges ved start og afslutning af hvert eneste procestrin.
- Dermed er det slut med papirer, ringbind og plastikchateques. Det højner nøjagtigheden, og det giver os en masse data, vi igen kan videreudvikle ud fra, siger han.
Ifølge Frank Olesen arbejder en gennemsnitlig udlejningsmaskine fra GSV næsten dobbelt så meget som en gennemsnitsmaskine i entreprenørfirmaernes egne maskinparker.
- Ren deleøkonomi. Da der er tale om dyre maskiner, skal de naturligvis arbejde så effektivt og så længe som muligt, siger han til Maskinteknik.
































































