Lyt til artiklen:

Hammel-entreprenør opruster på maskinstyringen

00:00
Hastighed: ???x
03:28

Abonnementsartikel

For få måneder siden havde PJS Entreprenør ikke maskinstyringssystemer på nogle af sine gravemaskiner. I dag har firmaet investeret i tre forskellige Trimble-løsninger.

Peder Juel Sørensen har længe gået og taget tilløb til, hvornår han skulle lade en af sine gravemaskiner opgradere med et maskinstyringssystem. Han ejer PJS Entreprenør med adresse i Sall ved Hammel og koncentrerer sig om opgaver i jorden, blandt andet fundament med sandpuder, kloakering, beton og belægning.

- Jeg er nok lidt gammeldags og har ikke tænkt så meget på ny teknologi på vores gravemaskiner. Men jeg er blevet inspireret af mine medarbejdere og gik i gang med at undersøge mulighederne, fortæller Peder Juel Sørensen, der etablerede PJS Entreprenør i 2008.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Virksomheden, der hverken har hjemmeside eller facadeskilt ved firmaadressen, har syv medarbejdere på lønningslisten. Kæresten er også ansat og tager sig af bogholderiet.

I slutningen af 2021 investerede Peder Juel Sørensen i to nye gravemaskiner - en på 2,7 tons og en på 8 tons. Den ene er en Cat 302,7, som Sitech har udstyret med 1D Trimble Earthworks-maskinstyringssystem, som ikke er GPS-baseret og typisk er målrettet mindre opgaver. Den anden gravemaskine er af samme fabrikat, Cat 308, som er leveret med 2D Trimble Earthworks-løsning med automatik i pakken. 2D-varianten kan opgraderes til 3D. Derudover har entreprenøren købt en håndholdt Trimble-rover. Og mens han nu alligevel var i gang med den store opgradering, købte han såmænd også en brugt Cat 323 (23 tons), som Sitech efterfølgende har monteret med 3D Trimble Earthworks-maskinstyringssystem. Der er forskellige tilt- og rotationsordninger på de tre gravemaskiner.

- Jeg stod ved en skillevej og skulle tage beslutningen om, hvornår der skulle investeres i ny teknologi. Næste gang, der skulle købes en ny gravemaskine hjem, skulle det være. Så maskinstyringssystemer har fyldt en del i virksomheden den sidste tid, forklarer Peder Juel Sørensen.

På kursus hos Sitech

For at blive klogere på de nye maskinstyringssystemer i teori og praksis tog Peder Juel Sørensen og et par medarbejdere på maskinførerkursus hos Sitech. Entreprenøren tager gerne en tørn i en af gravemaskinerne i tilfælde af sygdom eller ekstra travlhed.

- Vi kan se, at vi har sparet en håndmand på flere af de opgaver, vi har lavet, så fremover skal vi kun sende én mand afsted. Det betyder, at vi på samme tid kan være i gang på flere pladser, end vi kunne før, og det øger vores kapacitet. En anden væsentlig pointe er, at det bare er blevet så svært at finde nye medarbejdere, og den situation tvinger os til at blive mere effektive, siger Peder Juel Sørensen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Med de nye løsninger kan vi kvalitetssikre vores arbejde, ligesom vi over for kunderne nu kan dokumentere, hvad der er lavet af arbejde nede i jorden, tilføjer han.

Peder Juel Sørensen kan endnu ikke dokumentere sort på hvidt, hvad Trimble-teknologien har kastet af sig af økonomiske fordele.

- Vi sparer helt klart en del løntimer pr. opgave, det er jeg ikke i tvivl om. Nu får vi jo udført opgaven korrekt den første gang. Men vi kommer også til at spare en del på vores materialeforbrug (grus, sand og muldjord), fordi vi kan måle med præcision, hvor meget jord der skal graves af, inden vi for eksempel skal lave en sandpude. Nu skal vi lige lære at bruge maskinstyringssystemerne ordentligt, så skal vi nok få hævet vores indtjening, siger Peder Juel Sørensen.