Lyt til artiklen:

Analyse: SMV'er tager flest lærlinge

00:00
Hastighed: ???x
02:25

Abonnementsartikel

Det er paradoksalt, at de største tager mindst uddannelsesansvar, mener chefanalytiker. Bygge- og anlægsvirksomhederne tager det største lærlingeansvar.

Det er de små virksomheder, der tager det største ansvar for at uddanne fremtidens arbejdskraft. Det er konklusionen i en ny analyse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd baseret på registerdata fra Danmarks Statistik.

Analysen viser, at virksomheder med 10-35 fuldtidsansatte tager flest lærlinge. 1,3 procent af alle ansatte i de små virksomheder er lærlinge. Næstflest lærlinge - 1,1 procent - finder man i de allermindste virksomheder med under 10 fuldtidsansatte.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Virksomheder med over 100 ansatte tager derimod færrest. Her udgør lærlingene kun 0,7 procent. De små virksomheder tager altså næsten dobbelt så mange lærlinge som de største virksomheder ud fra deres størrelse.

- Det er paradoksalt, at det er de største virksomheder med mange ressourcer og store HR-afdelinger, der faktisk tager det mindste ansvar for at få uddannet morgendagens arbejdskraft, siger Mie Dalskov Pihl, chefanalytiker og projektchef i Arbejderbevægelsens Erhvervsråd.

- Man kan sige, at det er de smalleste skuldre, der bærer det tungeste læs i spørgsmålet om lærlinge og uddannelsesansvar. Vi skal selvfølgelig være glade og taknemmelige over de små virksomheders store samfundssind, men samtidig er det skuffende at se, at de største virksomheder i høj grad skubber ansvaret over på de mindre erhvervsdrivende, siger Mie Dalskov Pihl.

Analysen viser også, at virksomheder, der har høj overenskomstdækning, har en højere andel lærlinge.

Store forskelle mellem brancher

Der er også store forskelle, når man sammenligner på tværs af brancher.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Bygge- og anlægsvirksomhederne er højdespringere. Her er 3,1 procent af de ansatte lærlinge. På andenpladsen finder vi handelssektoren med 1,0 procent af de ansatte, mens industri, transport samt hotel og restauration ligger i et bredt midterfelt med en lærlingeandel på 0,7 procent.

Gennemsnittet på tværs af brancher er 0,9 procent.

- Bygge- og anlægsvirksomhederne skiller sig positivt ud. Det er især de små og mellemstore virksomheder i bygge- og anlægsbranchen, der tager mange lærlinge. Der er mange andre brancher, som kunne tage ved lære af deres gode eksempel, så vi får uddannet nok faglærte til morgendagens arbejdsmarked, siger Mie Dalskov Pihl.