Lyt til artiklen:

Spændende Bauma-år med leveringsudfordringer

00:00
Hastighed: ???x
03:02

Abonnementsartikel

Med ordrebogen fyldt og forventning om en stribe nyheder op til Bauma ser JMM-direktør frem til en travl periode. Forlængede leveringstider og svære rekrutteringsvilkår er dog små skår i glæden.

Står en dansk entreprenør og skal bruge en ny topmoderne entreprenørmaskine, så er Liebherr-importør Johs. Møllers Maskiner A/S altid klar til at løse opgaven.

- Eneste udfordring er, at kunden bliver nødt til at væbne sig med lidt mere tålmodighed, end før coronapandemien gjorde sig indtog. Alt efter maskintype og evt. ekstraudstyr tager det os i dag normalt 7-8 måneder at levere, hvor vi før krisen klarede det på typisk 3 måneder, fortæller direktør og partner Leif Rudebeck Petersen til Maskinteknik.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Dem vi har, gør det fantastisk, men vi har brug for flere hænder, og rekruttering er i dag en svær øvelse, hvor man skal tænke kreativt ...

Direktør Leif Rudebeck Petersen, Johs. Møllers Maskiner A/S

Stadig lidt på hylderne

Han tilføjer, at man stadig har nogle maskiner på lager, som kan leveres meget hurtigere.

- Vi var fremsynede sidste år og bestilte 3-4 gange mere, end vi normalt gør. 80-90 procent af disse er godt nok afhændet på forhånd, men der er stadig enkelte maskintyper i pipeline, som endnu ikke er solgt. Det gælder blandt andet båndgrave maskiner fra 17 til 45 ton, hjulmaskiner fra 12 til 18 ton og enkelte andre modeller, siger han.

Rekrutterings-udfordringer

Ser man bort fra den altoverskyggende og tragiske udvikling i Ukraine, er der på flere måder forårsstemning i luften hos Liebherr-specialisten, som oplever usædvanlig travlhed i de næsten nye store lokaler ved Sydmotorvejen tæt ved Rønnede.

- Vi har meget travlt, men det er et luksusproblem. Vi har haft en del corona-relateret sygdom, og generelt mangler vi flere dygtige medarbejdere. Dem vi har, gør det fantastisk, men vi har brug for flere hænder, og rekruttering er i dag en svær øvelse, hvor man skal tænke kreativt - også selvom vi har et godt ry og forhandler anerkendte mærker, fastslår direktøren.

Johs. Møllers Maskiner er derfor ved at kigge udenfor landets grænser efter flere folk.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Noget må vi gøre, ellers risikerer vi, at det bliver en stopklods på vores vækstrejse, og det ville være ærgerligt oven på et 2021, som har været et af de bedste forretningsmæssige år i koncernens historie, lyder det fra Leif Rudebeck Petersen.

Giver den Bauma-gas

Med coronaen og de tilhørende restriktioner trængt i baggrunden, ser han frem til et spændende og hektisk 2022 frem mod Bauma i slutningen af oktober.

- Vi kommer til at være mere til stede ude i virkeligheden end i både 2020 og 2021. Inden sommerferien afholder vi 3 "Åben grusgrav"-arrangementer forskellige steder i landet, selvom jeg endnu ikke er klar med datoerne. Og vi skal naturligvis også til IFAT-messe i Tyskland til maj og Agromek til november, siger han og tilføjer, at efteråret kommer til at stå rigtig meget i Baumas tegn.

- Der kommer vi virkelig til at give den gas. Det bliver ekstraordinært. Jeg regner bestemt med, at Liebherr er klar til at præsentere nogle nyheder for vores kunder, når vi kommer til München, fortæller Leif Rudebeck Petersen til Maskinteknik.

Hvilke nyheder, der kan komme på tale, kan han dog ikke på nuværende tidspunkt sige mere om.