Tilføj til lytteliste
Tilføj til lytteliste
Tilføj til lytteliste
På lytteliste
Tilføj til lytteliste
Lyt til artiklen:
GSV: Vi lytter rigtig meget til maskinførernes ønsker
Abonnementsartikel
Nyt ejerskab hos landets største udlejer vil ikke ændre på indkøbspolitikken. Maskininvesteringer vil fortsat ske efter kriterier om bæredygtighed, digitalisering og "Mennesker før maskiner".
HEDEHUSENE: "Et højt trecifret millionbeløb". Så meget har GSV Materieludlejning spenderet på nye maskiner til levering i 2022, hvoraf hovedparten kommer i løbet af årets første to kvartaler.
Det fortæller direktør for Flåde og Indkøb hos GSV, Henrik B. Christensen, da Maskinteknik besøger ham på hovedkontoret i Hedehusene.
Der er ikke planer om at Kiloutou blander sig i vores dispositioner som sådan. Hvert land afgør selv indkøb.
Direktør Henrik B. Christensen, Flåde og Indkøb, GSV
- Jeg kan ikke sætte det nøjagtige beløb på, men jeg kan sige, at vi har brugt et trecifret millionbeløb alene på let anlægsmateriel og et næsten lige så højt beløb på tungt materiel. Samtidig har vi investeret tæt på samme beløb i skure, mandskabsvogne og lifte, fortæller han.
Selvbestemmelse fortsætter
GSV er i marts blevet købt af franske Kiloutou Group, som er den tredjestørste aktør inden for udlejning af maskiner og udstyr i Europa. Får det nye ejerskab så fremadrettet betydning, når GSV skal købe nye maskiner?
- Både ja og nej. Det er klart, at vi vil gøre brug af fælles indkøbsaftaler, når det giver mening. Men der er ikke planer om at Kiloutou blander sig i vores dispositioner som sådan. Hvert land afgør selv indkøb. Faktisk har nogle af vores kunder udtrykt bekymring for, om de nye ejere vil diktere, hvad der skal være i sortimentet. Og her er svaret nej. Vi bestemmer selv, fastslår Henrik B. Christensen.
Digitalisering og bæredygtighed
Men hvilke kriterier er så afgørende, når GSV går på indkøb? Ifølge flådedirektøren handler det især om tre overordnede principper, som gennemsyrer hele organisationen. Bæredygtighed, digitalisering og "mennesker før maskiner".
- Det betyder, at vi lytter rigtig meget til vores maskinførere, inden vi køber nyt materiel. Det er trods alt dem, der kender maskinerne ned i detaljen. Det handler i høj grad om sikkerhed, ergonomi og anerkendte mærker. Vi tager gerne føreren med helt ud hos forhandleren, så vi sikrer, at vi fra start får leveret den rigtige maskine med det rigtige udstyr og de korrekte indstillinger, fortæller han.
Med hensyn til digitalisering og bæredygtighed er udlejeren med landets største maskinpark gennem de senere år for alvor trukket i den GSV-grønne førertrøje. Maskinerne skal kunne levere de nødvendige telematics-data i et sprog, der kan bruges af GSV og deres kunder, for eksempel til udarbejdelse af et decideret CO2-regnskab for den enkelte maskine.
- Vi er rigtig langt med digitalisering. Længere end alle andre, tror jeg. På samme måde vil vi være first movers på bæredygtighed. Vi sørger for at købe de nyeste batterimaskiner, så vi kan være klar til morgendagens marked, og vi vil gerne påvirke vores kunder i en grønnere retning, siger direktøren.
Bedre at leje end eje
Han tilføjer, at der er en del elektriske maskiner på vej til det grønne segment, for eksempel græsklippere.
- Vi ved, at kommunerne meget gerne vil meget mere på dette område, men at det ude i den enkelte kommune kan knibe med økonomien til udskiftning fra diesel til el-maskiner. Derfor tilbyder vi et alternativ med leje. Og vi mener selv, at vi kan ramme en pris, så det bliver en god og rentabel forretning for kommunen og for GSV, lyder det fra Henrik B. Christensen.
Strategien skåret til
Udlejeren har brugt de senere corona-år til at finjustere strategien.
- Væk er de gamle produkter og de skæve produkter. Vi har færre mærker end tidligere, men til gengæld har vi de anerkendte mærker, hvor vi har garanti for høj landsdækkende service, lavest muligt brændstofforbrug og CO2-udledning samt stor udvikling på bæredygtighedsområdet. Vi arbejder typisk med 2-4 fabrikater af hvert segment, og det betyder, at vi har et tæt og professionelt samarbejde med vores leverandører. Som eksempel kan jeg nævne JMM, som vi snart har haft et 20 år langt respektfuldt forhold til, fortæller han.
Eftermarked har betydning
Indkøbsprisen er til gengæld ikke et afgørende parameter i sig selv, tilføjer direktøren, for eftermarkedet spiller også afgørende ind.
- Når vi sælger vores maskiner, er de langt fra udslidte men tværtimod i rigtig god stand. Og med solide anerkendte mærker får vi en god gensalgspris. Derfor er indkøbsprisen ikke så vigtig isoleret set, siger Henrik B. Christensen og tilføjer:
- I det nuværende marked bytte vi gerne de gamle maskiner, når vi får nye. Det har samtidig den indlysende fordel, at vi ikke slipper maskinen, før den nye er leveret. I disse tider med en vis usikkerhed i leveringen er det en kæmpe fordel, siger han til Maskinteknik.