Tilføj til lytteliste
Tilføj til lytteliste
Tilføj til lytteliste
På lytteliste
Tilføj til lytteliste
Lyt til artiklen:
- Olie, motorer og larm. Det er det, der fanger min interesse
Der skal skrues for fulde gardiner, når Danmarks bedste mekanikerlærling indenfor entreprenørmaskiner skal findes i slutningen af april måned. Til konkurrencen finder man Tim Lukas Groen fra Nordjysk Lift i Hjørring på deltagerlisten.
Den 20-årige lærling har valgt at stille op for udfordringens skyld og for at komme ud af sin comfortzone.
- Du prøver nogle ting af, som du måske ikke var klar på førhen. Og så er det en super god øvelse i forhold til svendeprøven, fordi du bliver kigget over skulderen, ligesom du gør til svendeprøven. Så det, tænker jeg, bliver en kæmpe fordel, når jeg kommer dertil, fortæller Tim Lukas Groen.
Det var maskinerne hjemme på gården, hvor Tim voksede op, der vakte interessen for mekanikerfaget i en tidlig alder. Derfor tænkte han, at han skulle være landbrugsmaskinmekaniker.
- Men da jeg er EUX'er, var det lidt svært at finde en læreplads. Så blev jeg tilbudt en læreplads her hos Nordjysk Lift som entreprenørmaskinmekaniker, og det var fint med mig, da det var tanken om at få lov til at skrue og få beskidte fingre, der betød mest, fortæller Tim Lukas Groen.
Det, som Tim synes er det fedeste ved at være entreprenørmaskinmekaniker, er, at han altid står med hænderne i noget maskineri, der er efterspurgt, og som kunden helst skal bruge snarest.
- Og så olie, motorer og larm. Det er det, der fanger min interesse. Og det er selvfølgelig sjovere, jo større motoren er, siger han.
Han vil gerne bruge uddannelsen til at læse videre til maskinmester, og det er også derfor, han har valgt at tage den som en EUX. Det giver et bedre springbræt over mod maskinmesteruddannelsen, forklarer Tim.
Konkurrencen finder sted i forbindelse med DM i Skills i Høng den 28. - 30. april.
Maskinteknik bringer et lille portræt af alle fire deltagere ved dette års DBL. Følg med i morgen, når vi bringer det næste portræt. Missede du de første to portrætter af Rasmus Andersen Juul og Jan Aggerholm Andersen, kan du finde dem her.