Tilføj til lytteliste
Tilføj til lytteliste
Tilføj til lytteliste
På lytteliste
Tilføj til lytteliste
Lyt til artiklen:
Rendegraveren med de unikke detaljer
Hydremas nye 900G-serie rendegraver består af fire modeller, 906G og 908G med 122 hestekræfter, samt 926G og 928G med 147 hestekræfter. Det er model 906 og 926, der er de mest populære i Danmark, fordi de er udstyret med den unikke sideforskydning, som vi vender tilbage til senere.
Vi har fået lov til at sætte model 906G og 926G i stævne i en grusgrav og vil her gennemgå de to modeller, der henvender sig til især entreprenører og maskinstationer.
Hydrema byggede deres første knækstyrede rendegraver i 1980, hvor tidligere modeller var bygget over for eksempel Bukh og Ford traktorer. Årsagen til, at man valgte knækstyringen, er filosofien om, at en ægte læssemaskine er knækstyret.
Fordelen ved knækstyringen er, at man hele tiden har et hjulpar, der har samme retning som læsserarmen og derved har kræfterne rettet imod det materiale, der skal skubbes i skovlen.
For- og bagaksel er fastmonteret på rammen, og penduleringen foregår i knækket. Ved hjælp af hydraulikcylindre i pendulophænget kan Hydrema rendegraveren både låse og overføre vægt igennem knækleddet.

900G-serien kan genkendes på sorte akselnav og sorte hydraulikcylindre på læsserarm og graver.
Motor
Kræfterne i 900G-serien leveres fra en 4,5 liters Cummins motor. Det er samme motortype i alle fire modeller, men som nævnt tidligere er der 122 hestekræfter i model 906G og 908G, hvor der i model 926G og 928G leveres 147 hestekræfter.
Motoren overholder emissionskrav Stage V ved hjælp af DOC- og SCR-katalysator samt partikelfilter, der er samlet i én enhed på højre side af forenden. På 900F-serien var der EGR-ventil på motoren, men denne er nu fjernet, og al efterbehandling foregår udenfor motorrummet.

Motorhjelmen åbnes elektrisk enten med fjernbetjening eller knapper i kabinen, og løfter man læsserarmen i top er serviceadgang til motoren væsentligt bedre.
Kontrol af olie og kølervæske er der let adgang til fra jorden, og køleren kan åbnes for at lette rengøring. Luftfilteret er monteret i bagenden af motoren, og kræver at man afmonterer en afskærmning, der er monteret med to fingerskruer.
Serviceintervallet på motoren er opgivet til 500 timer. Som ekstraudstyr kan der vælges intelligent centralsmøring, der ikke smører når maskinen er i stilstand og tomgang. Desuden standser motoren helt, hvis den står i tomgang for længe af gangen.
Læsserarmen
Opbygningen af læsserarmen er udført med Z-link ligesom på de større gummigeder. Det giver en større tip- og brydekraft på skovlen, fordi cylinderne til tip skal skubbe skovlen i stedet for at trække, som de ville gøre, hvis de sad direkte bag skovlen.
På Hydremaen er tipcylindrene gemt af vejen bag hjulene og monteret i læssertårnet og giver dermed ikke øget vægt på selve læsserarmen.
På læsserarmen er der også parallelføring, og den er som standard udstyret med Hydremas hydrauliske hurtigskifte.
Gravearmen
Når man tager et kig på graveren bag på Hydrema 900G-serien, lægger man hurtigt mærke til Hydremas unikke sideskift-løsning.
Sideskiftet kan betjenes fuldstændig uafhængigt af og sammen med, at man bruger graveren. Der skal ikke først låses op og bruges anden hydraulik for at flytte sideskiftet.
Graveren har sammen med flytning af sideskiftet et 280 graders graveområde og kan med teleskop(ekstraudstyr) nå knap 7,5 meter fra bommens drejepunkt.

Bom og gravearm er udstyret med slangebrudsventil for sikkerhed ved løft, og ventilerne har i 900G-serien fået tilføjet kontraventiler, så graveren ikke længere flytter sig ved stilstand. Det gælder også støttebenene.
Støttebenene vipper desuden langt ud fra rendegraveren og opnår hele 3.8 meter støttebredde.
Under gravearbejde kan man låse penduleringen i knækket så rendegraveren overfører vægten fra forende til bag samt aktivere bremserne, mens der graves.
Kabine
Kabinen på 900G-serien er den samme som blev introduceret på 900D-serien. Dog er det kun de fysiske rammer, der kan genkendes fra tidligere modeller, da himmel og plastikinteriør nu er i grå farve.

Desuden er der tilføjet mobilholder og USB-stik, automatisk batteriafbryder, køleskab der også kan varme, og så har bagrude-ophænget fået en opdatering, så der ikke længere skal bruges så mange kræfter på at åbne og lukke den.
Kabinerne på de fire modeller er fuldstændig identiske, dog er kabinen affjedret på model 926G og 928G, hvilket ikke er en mulighed på de mindre modeller.
Betjening af rendegraveren foregår fra de to Danfoss joystick, der sidder i armlænene på sædet, og der er mulighed for i displayet at justere på joystickenes vandring og reaktionsmønster.
Armlænene kan justeres i alle retninger for optimal arbejdsstilling, og der er også mulighed for at vælge, hvilken arbejdsfunktion der skal være i rullerne på joystickene.

Hydrema rendegravere er med det såkaldte dobbelt kommando, hvilket betyder, at lige meget i hvilken retning man vender i kabinen, så kan både læsserarm, graver og kørsel betjenes fra joystickene.
Der er godt udsyn fra kabinen i alle retninger, og da kabine og motor er adskilt fra hinanden, er lydniveauet tilsvarende lavt. Jeg målte lydniveauet til at være sølle 55 dB(A) i tomgang, 64 dB(A) ved fuld gas på 2300 o/min, og 63 dB(A) ved gravearbejde med 1500 o/min.
Under kabinen sidder oliekøleren sammen med sin ventilator, og på 900G-serien kører ventilatoren trinløst afhængig af temperatur på oliekøleren. Desuden kan ventilatoren også reversere og derved hjælpe til med at holde oliekøleren ren.
Som standard er Hydrema 900G-serie rendegravere udstyret med telematik, der gør det muligt for forhandleren at følge med i service, brug og eventuelle fejltilstande på afstand. Desuden kan software opdateres gennem Hydrema Telematics.

Konklusion
Hydremas 900G-serie er uden tvivl en rendegraver, der er bygget på mange års erfaring og efter ønsker fra Hydremas mange brugere.
De unikke detaljer på rendegraveren gør, at den skiller sig ud fra flokken og placerer sig i sin egen liga af rendegravere. Den er populær hos entreprenøren og maskinstationen, og at den ofte får et langt liv vidner om en høj holdbarhed i den danskbyggede rendegraver.
Hydrema er bevist om, at de ikke kan konkurrere på prisen i forhold til konkurrenterne, det er de unikke detaljer og kvaliteten der er i højsædet hos Hydrema.
Producentens kommentar: Palle K. Larsen, udviklingschef Hydrema.
Hydremas knækstyrede grave-/læssemaskiner er en institution på det danske marked.
I mere end 40 år har firmaet udviklet og produceret denne maskintype i Danmark i tæt kontakt med branchens allerbedste maskinførere. En Hydrema grave-/læssemaskine er for de fleste små og mellemstore entreprenørfirmaer arbejdshesten i deres forretning, og for større firmaer er det "multimaskinen" på byggepladsen, der løser alle mulige opgaver, som de små specialmaskiner ikke kan løse.
Den nye 900G-serie byder på den nyeste teknologi, hvor der igen er fokuseret på at gøre dagligdagen for føreren mere effektiv, og mere komfortabel. Som beskrevet i testen er der rigtigt mange nyheder i denne opdatering til G serie maskiner; men som altid er det ikke detaljerne, der tæller, men derimod er det den sublime oplevelse af, hvordan alting fungerer samlet i en Hydrema, hvilket man først rigtig opdager, når man er daglig fører. Netop vore dygtige kunder beviser hver eneste dag, at denne maskintype udfører opgaver, som der er brug for mange år fremover.
Som den første model af grave-/læssemaskinerne er 900G serien som standard udstyret med det avancerede Hydrema Telematics system. Her får kunden via sin mobiltelefon eller PC fuldt overblik over alle daglige driftsparametre, og ligeledes vil Hydrema få langt bedre mulighed for at vejlede kunden og servicere maskinen effektivt for at give mindst mulig afbræk i dagligdagen.
Kort sagt viderefører 900G-serien med højt teknisk niveau den mangeårige tradition for Hydremas grave-/læssemaskiner.