Lyt til artiklen:

Stigende energipriser bremser nødvendige asfaltarbejder

00:00
Hastighed: ???x
03:32

Abonnementsartikel

Kommunerne kan ved i højere grad at efterspørge grønnere løsninger begrænse udgifter til stigende energi- og materialepriser, mener direktør Anders Hundahl fra Asfaltindustrien.

For et par måneder siden så udviklingen for vejentreprenører og asfalt-producenter god ud. Efter lang ventetid på en samlet plan for landets infrastrukturudvikling kom Infrastrukturplan 2035 endelig i hus i 2021, og den giver en solid og præcis køreplan for markante vejprojekter i årene fremover. Samtidig skruede en del kommuner op for udbedringen af det nedslidte kommunale vejnet.

- Men nu har de stigende energi- og materialeudgifter i kølvandet på den forfærdelige krig i Ukraine betydet, at nogle kommuner tøver og holder projekter tilbage, fortæller administrerende direktør i Asfaltindustrien, Anders Hundahl, til Maskinteknik.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Asfaltindustrien estimerer, at det samlede efterslæb i Danmark på vejvedligeholdelse p.t. beløber sig til omkring fire milliarder kroner.

Adm. direktør Anders Hundahl, Asfaltindustrien

Han mener dog, at kommunerne selv kan gøre noget for at bremse de høje udgifter.

- Hvis de i højere grad efterspørger mere klimavenlige løsninger med for eksempel genbrugsasfalt, bitumen stabiliseret materiale (BSM) og lavere temperaturer i produktionen, kan man skærer toppen af energiforbrug og materialeindkøb, siger han.

Enormt efterslæb

Han tilføjer, at udsættelser af planlagte projekter ikke alene får betydning for beskæftigelsen i branchen, som risikerer stigende pletvis ledighed nu, hvor sæsonen ellers for alvor sætter ind.

rich-media-3
Adm. direktør Anders Hundahl, Asfaltindustrien. Pressefoto.

- Samtidig betyder det en mindre katastrofe for det mange steder meget nedslidte vejnet, som i den grad er præget af efterslæb i vedligeholdelsen. Asfaltindustrien estimerer, at det samlede efterslæb i Danmark på vejvedligeholdelse p.t. beløber sig til omkring fire milliarder kroner. Og udskydelser gør blot projekterne endnu dyrere senere, hvor skaderne om muligt er blevet endnu større, fastslår han.

- Det giver ingen mening at vente på eventuelle prisfald i asfaltproduktionen, hvis vedligeholdelsesudgifterne i samme periode går i vejret. Desuden er der et sikkerhedsaspekt i at få udbedret huller i veje og cykelstier, tilføjer direktøren.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Udskudte projekter

Forleden fortalte kommunerne i både Vesthimmerland og Herning til dr.dk, at de planlægger at udskyde projekter.

I Herning har man således foreløbig valgt at udskyde en planlagt udvidelse af en større hovedvej, og i Vesthimmerlands Kommune har man skåret de planlagte 250.000 kvadratmeter asfaltering i 2022 ned til 50.000 kvadratmeter, skriver dr.dk.

Mindre udbud

Men ikke alt er skidt i branchen, vurderer Anders Hundahl. Han er for eksempel meget tilfreds med, at Vejdirektoratet har lyttet til branchen og fremadrettet har besluttet at lave mindre udbud - også på store projekter - så flere aktører har mulighed for at byde ind.

- Det er afgjort en positiv udvikling for branchen, som samtidig betyder større konkurrence, og det kan Vejdirektoratet kun være tilfreds med, siger han.

Mest miljø for pengene

Også i forhold til at nedbringe CO2-udslippet er den ellers så CO2-tunge branche på vej i den rigtige retning. Den udvikling er blandt andet miljøvaredeklarationer med til at skubbe på.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Det bliver en måde at dokumentere sine klimaaftryk på, som vil gøre det lettere at sammenligne på tværs af branchens aktører og projekter og vise, hvor man får mest miljø for pengene. De bedste erfaringer vil smitte af på resten og vil give en samlet grønnere udvikling, siger han og tilføjer:

- Her er vi langt fremme med arbejdet, som vil blive et stort emne gennem de kommende år. Vejdirektoratet er allerede i gang, og kommunerne er ved at komme med, fortæller Anders Hundahl til Maskinteknik.