Tilføj til lytteliste
Tilføj til lytteliste
Tilføj til lytteliste
På lytteliste
Tilføj til lytteliste
Lyt til artiklen:
Gennemtænkt grøn genbrugsstation
Abonnementsartikel
En ny stor genbrugsstation i Lisbjerg ved Aarhus åbnede tidligere på måneden.
En ny genbrugsstation åbnede i begyndelsen af april, så det aarhusianske havefolk havde en ny mulighed for affaldsaflevering i Påsken. Den eksisterende plads i Lisbjerg var med årene blevet for lille, så derfor besluttede man at opføre en ny.
Lisbjerg Genbrugsstation er udført for Kredsløb (tidligere AffaldVarme Aarhus), og her har man sammen med arkitektvirksomheden Schønherr A/S og totalentreprenøren på opgaven, Dan Jord, tænkt genbrug og bæredygtighed ind i mange facetter i byggeriet. Blandt andet er det opført tæt ved det store kommunale affaldscenter. Afhentning af affald sker fra intern vej, og kan bl.a. ske effektivt med AffaldsCentrets maskiner. I den daglige drift betyder det, at personalet på pladsen har mere tid til at servicere og instruere kunderne, samt at transporten fra genbrugsstation til centret er minimal.
Selve genbrugsstationen er rund for at gøre det nemmere og mere glidende at aflevere affald, og på den måde slipper man for bakkende trailere.
Pladsen er i øvrigt indrettet sådan, at de tunge maskiner, der bruges på genbrugsstationen, ikke kører på det område, hvor man skal aflevere affald. Det gør det mere trygt og sikkert at besøge genbrugsstationen.
At kundetrafikken er adskilt fra den driftsmæssige trafik muliggøres gennem pladsens niveaudeling, samt via en mulighed for partiel afspærring af det nedre niveau ved drift og afhentning af affald.
Genbrugsstationen er desuden disponeret med stor fleksibilitet i indretningen, hvilket er afgørende i forhold til løbende, fremtidig tilpasning. Containergraven er derfor inddelt i et modulært system, og grubber er inddelt med flytbare mure.
Genbrugsstationen er bygget af genbrugsmaterialer, og demonstrerer dermed, at affald i virkeligheden kan være en ressource.
Der er desuden lavet en hal (naturligvis udført i genbrugsmaterialer), hvor man kan aflevere og hente brugte byggematerialer. Her kan håndværkere stille brugte byggematerialer, og så kan andre få glæde af dem. I hallen er der markerede pladser til en lang række materialer - fra brædder, mursten og tegl til vinduer, skruer, beslag og meget andet. Hvad man helt præcis kan finde, når man kommer forbi, afhænger af, hvad andre har afleveret.
Hallen med brugte byggematerialer er i første omgang et forsøgsprojekt og findes derfor kun på den nye genbrugsstation i Lisbjerg. Når Kredsløb har samlet erfaringer fra testperioden, er det tanken, at projektet kan udbredes til de andre genbrugsstationer i Aarhus kommune.