Tilføj til lytteliste
Tilføj til lytteliste
Tilføj til lytteliste
På lytteliste
Tilføj til lytteliste
Lyt til artiklen:
Smart udskiftning af 2 km vandrør i Humleby
Abonnementsartikel
De 235 huse i det gamle kvarter i Carlberg Byen i København undgik invasion af håndværkere med en smart løsning og rådgiverstyring, da deres over 100 år gamle vandrør blev udskiftet.
Efter et stadigt stigende antal dyre vandskader, besluttede husejerforeningen Humleby ved Carlsberg Byen i København, at det var tid til at udskifte de over 100 år gamle og nedslidte vandrør, der leverede vand ind i de 235 huse.
Beslutningen var nødvendig, men også hård, da projektet ville medføre en del besvær for alle beboere. Det blev dog lettere end forventet takket være en god idé og en smart løsning.
Svært område at renovere
For umiddelbart er Humleby et meget svært kvarter at renovere - især med denne opgave, da vandrørene løber i jorden gennem folks baghaver, forklarer bestyrelsesmedlem Brian Jensen, der har været foreningens ansvarlige på sagen.
- Der er meget lidt plads at arbejde og manøvrere på. Foran husene kan én forkert parkeret bil skabe kaos. Og i de adskilte baghaver er der endnu mere snævert. Så at skifte vandrør, der løber gennem 235 baghaver, var en stor udfordring, siger han.
Vandrørene er forbundet via husenes bagside, og rørlinjen løber fra den ene gård til den anden under et plankeværk eller mur, som adskiller matriklerne. Det er besværligt at komme til, da den eneste adgang til baghaven er via fordøren på hvert hus og igennem kælderen ud i gården.
Al transport gennem kældrene
Det betød umiddelbart, at al transport i forbindelse med rørudskiftning skulle ske gennem hvert eneste huset, og så skulle der graves med håndkraft i gården, da der ikke kan komme gravemaskiner ind i baghaven, fortæller projektleder Alex Kronholm fra Gaihede, ingeniører & arkitekter, der styrede opgaven i mål.
- Oprindeligt var planen, at vi skulle gennem kældrene til hver enkelt baghave, hvor arbejdet skulle gøres manuelt, da vi ikke kan få maskiner ind i gården. Det ville give en masse trafik gennem kælderen i hvert hus med mudder og andet besvær. Men som del af det gode samarbejde imellem rådgiver og entreprenør foreslog entreprenøren, at vi kunne sætte et stillads hen over baghaverne i tre meters højde og arbejde derfra, så den plan fik vi sat i gang, fortæller projektlederen.
Fra baghave til baghave på stilladset
Håndværkerne fra JHH Entreprenør Aps skulle så ikke i samme grad ind i folks huse, men kunne gå fra baghave til baghave på stilladset. Vandrørene blev skudt ind gennem jorden, og fra stilladset kunne håndværkerne gå ned og forbinde hvert hus til rørlinjen. Derved undgik beboerne i Humleby en større invasion af håndværkere gennem deres kældre.
Opgaven var opdelt i 9 etaper, som blev afsluttet hver især.
En tilfreds forening med nye vandrør
Nu 2,5 år efter start er der næsten 2 km nye vandrør i hele bydelen, og foreningen glæder sig over, at projektet blev gennemført.
- Når man ser markedets udvikling med stigende renter og dyrere materialer, er vi meget tilfredse med, at vi tog beslutningen om projektet dengang. Vi har nu nye vandrør i jorden, der kan holde i mange år. Det har været et langt forløb, og der har været bump undervejs. Men vi er glade for at have haft en rådgiver til at styre opgaven for os, slutter Brian Jensen fra husejerforeningen Humleby.