Lyt til artiklen:

Engcon lancerer 3. generations tiltrotator

00:00
Hastighed: ???x
02:29

I 2022 introducerer Engcon 3. generations tiltrotatorsystemer til gravemaskiner. Teknologien bygger på en nyudviklet type ventiler i kombination med smart software, der samarbejder med gravemaskinens lastfølerbaserede hydrauliksystem. Derigennem optimeres både tiltrotatorens funktioner og gravemaskinens gravebevægelser, hvilket fører til mere fleksibel gravning med højere præcision. Samtidig mindskes gravemaskinens slitage og behov for vedligeholdelse.

- For at imødekomme øgede krav til elektrificering, digitalisering, sikkerhed og bæredygtighed har vi udviklet en løsning, der er tilpasset fremtidens gravearbejde. Det nye tiltrotatorsystem er på forkant med innovative løsninger, der driver udviklingen fremad for at mindske afhængigheden af fossile brændstoffer og dermed gravemaskinernes klimapåvirkning, siger Stig Engström, stifter og ejer af Engcon og den, der leder virksomhedens produktudvikling.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Med en app muliggør 3. generations tiltrotatorsystemet også en højere grad af individuel tilpasning i form af forbedrede muligheder for blandt andet tilsluttet fjerndiagnostik og mobil support til både android og IOS.

Ud over den energieffektive teknologi omfatter den nye serie EC-Oil - det automatiske hurtigskiftsystem, der nemt og fleksibelt tilkobler tiltrotator og hydrauliske redskaber automatisk, uden at maskinføreren behøver forlade kabinen.

For at få fuld kompatibilitet med dagens moderne gravesystemer indbygges en nyudviklet tilt- og rotationssensor som standard i tredje generation. Sensorerne indeholder en af markedets angiveligt første "fulde" sensorer og har en plug & play-løsning til både integrerede og tredjeparters maskinstyringssystemer.

- 3. generation bliver vores optimale løsning, hvor maskinføreren får den allernyeste teknologi som standard, og samtidig får muligheden for en energioptimeret tiltrotator, der bliver endnu nemmere at styre, siger Stig Engström.

3. generations tiltrotatorsystemet bliver fremvist på dette års messer, og produktionen påbegyndes i den sidste del af 2022 med modellerne EC314 til gravemaskiner på 9-14 tons og EC319 til gravemaskiner på 14-19 tons. Modelprogrammet vil derefter blive udvidet løbende, skriver Engcon.