Lyt til artiklen:

- Det bliver hundedyrt for næste generation

00:00
Hastighed: ???x
03:36

Abonnementsartikel

Asfaltproducent slår alarm. Stigende energipriser sætter kommunale vejarbejder på pause - og giver næste generation kæmpe regninger til vedligehold af vejnettet.

Asfaltordrer annulleres i stor stil. Krigen i Ukraine og de medfølgende skyhøje energipriser bidrager yderligere til flere års nedgang i kommunale vejarbejder med aflyste ordrer og udsættelser af vejprojekter.

I værste tilfælde vil det føre til en dyr efterregning og dårligere veje for danskerne. Derfor opfordrer asfaltproducenten Peab Asfalt nu på det kraftigste de offentlige instanser til at genoverveje deres beslutninger og gennemføre så mange som muligt af de planlagte projekter i stedet for at annullere eller udskyde dem.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- De fleste ved nok, at jo længere man venter med en renovering, jo større bliver problemet og desto dyrere bliver projektet. Tag for eksempel det danske jernbanenet, som i flere årtier stod på det offentliges to-do-liste. Husk på, hvor besværligt og hvor omkostningsfuldt det har vist sig at være, da projektet endelig kom i gang. Vi vil opleve det samme med vejnettet, og det bliver næste generation, der skal betale regningen og leve med dårligere veje, siger Claus Terkildsen, der er direktør i Peab Asfalt.

Dårligere veje kan føre til flere uheld

Vejdirektoratets og kommunernes samarbejdsforum, SAMKOM, vurderede allerede i 2017, at den gennemsnitlige restlevetid for vejnettet i 72 danske kommuner er på 42 procent og derved ikke lever op til det ønskede niveau på 50 procent. Den manglende vedligeholdelsesindsats efterlader et investeringsbehov på 3,9 milliarder kroner til vedligehold af veje nu og i fremtiden. Et behov, som med de mange udsættelser vil stige i de kommende år.

For danskerne betyder de udskudte projekter større risiko for uheld på de vejnet, som trænger til udbedring. Adjunkt på DTU Management, Kira Hyldekær Janstrup, fandt i sit Post Doc projekt, at der for 30 procent af de ulykkesinvolverede cyklister kunne identificeres en ulykkesfaktor vedrørende vejen, mens det for bilisterne er belægningsskader som lapper, afskalninger, store revner og særligt sporkøring, der øger risikoen for uheld.

Kira Hyldekær Janstrup har desuden en pointe, som de kommunale vejudvalg bør være opmærksomme på:

- Ud fra mine studier kan jeg se, at der ikke nødvendigvis er sammenhæng mellem de kriterier, som jeg i studierne udpeger som farlige, og de kriterier som scorer højest i det pointsystem kommunerne bruger. Med langt færre vejarbejder i fremtiden bliver det derfor endnu vigtigere at prioritere rigtigt, når der vælges projekter til og fra, fortæller Kira Hyldekær Janstrup.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Asfaltbranchen rammes hårdt

De udsatte asfaltordrer kan mærkes i den danske asfaltbranche, som risikerer at stå overfor afskedigelser og en stærkt nedsat kapacitet i rigtig mange år fremover.

Hos Peab Asfalt har de seneste fem års massive udsættelser af kommunale- og statslige vejprojekter allerede kostet 15 procent af arbejdsstyrken samt medført en markant nedgang i produktionskapaciteten.

- Når energipriserne stabiliseres, og de udsatte projekter skal i gang, vil produktionskapaciteten hos os producenter være stærkt reduceret og der vil komme et kæmpe pres på branchen. Vi risikerer desuden at miste værdifulde ansatte i fyringsrunder. Kompetent arbejdskraft, som kan vise sig umuligt at erstatte, fortæller Claus Terkildsen. Han tilføjer:

- Jeg kan kun gentage og understrege Asfaltindustriens håndsrækning til kommunerne og opfordre til, at vi i fællesskab kan få lagt en god plan for de planlagte projekter, som sikrer de bedst mulige veje til danskerne og tillader asfaltproducenterne at fastholde så mange dygtige medarbejdere i job som muligt.