Lyt til artiklen:

A. Engaard leverer rekordresultat og belønner medarbejdere med bonus

00:00
Hastighed: ???x
03:21

Abonnementsartikel

A. Enggaard koncernen har præsenteret et særdeles flot regnskab for 2021 - så godt at det udløser en bonusudbetaling til alle virksomhedens medarbejdere.

Der må være smil på læberne hos alle i A. Enggaard koncernen. Tirsdag offentliggjorde koncernen nemlig sit regnskab for 2021, der viser et resultat på 454 millioner kroner efter skat.

Det er cirka 256 millioner kroner mere end i 2020, hvor A. Enggaard leverede et resultat efter skat på 198 millioner kroner. Resultatet for 2021 er da også ny rekord, meddeler A. Enggaard. I ledelsesberetningen kan man også læse, at resultatet har overgået ledelsens forventninger og betegnes som meget tilfredsstillende.

Derfor har vi besluttet, at alle medarbejdere ekstraordinært belønnes med en bonus på 20.000 kroner uanset stilling.

- Asger Enggaard, direktør i A. Enggaard.

Faktisk er humøret i ledelsen så højt, at man er kommet i gavehumør.

Afspil igen

Læs mere

Luk annonce

- Vi har haft et rigtig godt år, hvor vi trods flere corona-prægede måneder har formået at fastholde en god fremdrift og kvalitet i vores aktiviteter samt et godt kammeratskab. Det har krævet en særlig indsats fra vores medarbejdere, der dygtigt og loyalt fandt den rette balance mellem hensynet til både hinanden og omgivelserne og at holde hjulene i gang. Deres stærke, kollektive indsats på tværs af afdelinger og fagligheder har været helt afgørende for vores meget tilfredsstillende 2021, og derfor har vi besluttet, at alle medarbejdere ekstraordinært belønnes med en bonus på 20.000 kroner uanset stilling, lyder det fra direktør Asger Enggaard i en pressemeddelelse.

Ændret strategi

Udover medarbejdernes ihærdighed skyldes det positive årsregnskab ifølge Asger Enggaard, at A. Enggaard - der er startet i Aalborg, men som i dag har størstedelen af sine aktiviteter uden for Nordjylland herunder især i Aarhus, Odense, København - gennem flere år har ændret sit strategiske fokus:

- Vi høster nu for alvor frugterne af vores strategiske udvikling, hvor vi gennem de seneste par år har bygget videre på vores historisk stærke entreprenør- og projektudviklingsvirksomhed, så vi i dag også er en stærk bygherre- og byudviklingsvirksomhed, ligesom vores driftsorganisation er styrket, siger Asger Enggaard og fortsætter:

- Sammen med pensionskasser og samarbejdspartnere lykkes vi med at udvikle attraktive og levende bydele, hvor mange gerne vil bo, og hvor virksomheder etablerer sig. Det betyder, at årets resultat blandt andet er positivt påvirket af avancer på salg og ikke mindst af, at vi stort set ingen tomgang har på vores lejemål. Vi har desuden opbygget en solid ejendomsportefølje, og her har vi som andre ejendomsselskaber været begunstiget af et generelt stærkt ejendomsmarked i 2021 med store positive værdireguleringer til følge.

Som led i den strategiske udvikling har virksomheden gennem de senere år således opbygget en stor faglig bredde, hvor de stærke håndværks- og entreprenørkompetencer er blevet suppleret af en række nye funktioner og afdelinger, som ikke beskæftiger sig direkte med byggeri, men for eksempel med drift, bygherrearbejde og bystrategi. De nye afdelinger og funktioner er i 2021 blevet yderligere styrket.

I regnskabet fremgår det, at A. Enggaard har omsat for 2,3 milliarder kroner i 2021 og at egenkapitalen er vokset fra 1,363 milliarder kroner i 2020 til 1,872 milliarder kroner i 2021.