Lyt til artiklen:

Betonaffald bliver til råvarer hos RGS Nordic

00:00
Hastighed: ???x
04:24

Abonnementsartikel

Fremtidens uundvigelige mangel på råstoffer til byggebranchen er en problemstilling, man er nødt til at tage hånd om, mener man hos RGS Nordic. Derfor har man sat gang i genanvendelsen af beton.

Verden er ved at løbe tør for sand. Det er en kendsgerning. En af de væsentligste bestanddele i et af de mest populære byggematerialer beton er snart opbrugt.

Derfor begyndte man hos RGS Nordic at tænke i, hvordan man kan genanvende noget af den beton, som bliver nedbrudt rundt omkring i Danmark. Det mundede ud i, at man hos RGS Nordic i 2018 tog hul på et samarbejde med Teknologisk Institut og betonproducenten DK Beton og gennemførte et projekt med det formål at udvikle en teknologi, der gør det muligt at forvandle betonaffald til en råvare.

Artiklen fortsætter efter annoncen

rich-media-2
Sorteranlægget i Vemmelev leverer tre fraktioner af ærtesten i forskellige størrelser, som kan bruges til at lave beton med. Foto: Tim Søgaard.

Noget der i høj grad var nødvendigt, hvis man spørger Ebbe Naamansen, der er Head of Group Sustainability hos RGS Nordic.

- Vi har lavet nogle opgørelser, der viser, at de tilgængelige mængder af jomfruelige råstoffer på eksempelvis Sjælland er sluppet op om cirka ti år. Det er en problemstilling, som vi bliver nødt til at håndtere. Der har man selvfølgelig fået øje på, at der i det bebyggede Danmark ligger to milliarder tons materialer. Det er primært sand, grus og ler, som bliver brugt i mursten, tegl, beton, asfalt og så videre, så på den måde er der rigtig mange materialer, der bliver tilgængelige i forbindelse med nedrivning. Det er cirka fem millioner tons byggematerialer om året og heraf er cirka en tredjedel beton, fortæller han og fortsætter:

- Det man så kan gøre rent teknisk - og det er den proces, vi har udviklet med midler fra Miljøstyrelsen - det er, at vi kan tage konstruktionsbeton, som, vi ved, er af en vis kvalitet og ikke indeholder miljøfarlige stoffer, ind på vores anlæg og oparbejde det til det, man kalder for ærtesten, som betonværkerne kan bruge i deres produktion i stedet for nye råstoffer, som man ellers ville hente i en grusgrav, siger Ebbe Naamansen.

Første skridt

Alternativet, som er det, man har gjort i mange år, er at knuse materialerne - uanset kvalitet og bruge dem som bærelag under en parkeringsplads eller langs vejene. Det har været fint, fortæller Ebbe Naamansen men påpeger, at det er ærgerligt, at højkvalitetsbeton på den måde går tabt.

Det er derfor, vi har sagt: Okay, så må vi gå det første stykke af vejen og lave en kvalitet af knust beton, der kan bruges i ny beton, og så kan det jo blive genanvendt uendeligt i princippet, siger Ebbe Naamansen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Betonen får man ind i store stykker, hvorefter det bliver klippet ned i mindre dele. Derefter bliver de største jernfraktioner frasorteret, inden man knuser betonen til ærtesten. Så vaskes og sorteres stenene i forskellige fraktioner herunder 0-6 millimeter, 6-16 millimeter og 16-20 millimeter, hvoraf den mellemste størrelse er den, der bliver brugt mest.

Regnvejr gav udfordringer

På RGS Nordics anlæg på Selinevej i København har man arbejdet med genanvendt beton i omtrent fire år, og der har været udfordringer undervejs, fortæller Ebbe Naamansen.

- Det har der helt afgjort. I begyndelsen var det meget svært at leve op til de standarder, som betonværkerne har. Det kunne for eksempel være noget så simpelt som regnvejr, der fik noget af det finere materiale til at klistre til det grovere. Når det så tørrede, var der for meget finmateriale i det grovere materiale. På den måde har der været masser af tekniske udfordringer undervejs, fortæller Ebbe Naamansen.

Han mener, at grunden til, at man ikke har tænkt i at genanvende beton noget før, er, at det er teknisk svært. Derudover peger han på, at betonbranchen, hvis man kigger 40-50 år tilbage, har haft udfordringer i forhold til kvalitet. Det har taget lang tid at oparbejde et godt ry, og man har måske været tilbageholdende overfor genanvendt beton, fordi man tvivlede på kvaliteten.

rich-media-4
Det meste af den genanvendte beton anvendes i passiv og moderat beton. Foto: Tim Søgaard.

Den genanvendte beton er dog certificeret og fuldt på højde kvalitetsmæssigt, forsikrer Ebbe Naamansen, der fortæller, at produktet er blevet taget godt imod.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Det genanvendte betontilslag går faktisk ind på lige fod med jomfruelige råstoffer. Det er ikke efterspurgt, blot fordi det er genanvendt, fortæller Ebbe Naamansen.

RGS Nordic kan også godt konkurrere med de jomfruelige varer på prisen, men det er ikke nogen særligt god forretning - endnu.

- Vi gør det, fordi vi tror på, at det kan blive en god forretning.

Derudover handler det også for RGS Nordic om at realisere den strategi, man har, om at man i løbet af en treårig periode vil løfte genanvendelsesprocenten på de materialer, man modtager, fra under fem procent til 25 procent.