Lyt til artiklen:

Millioninvestering i teknologi til håndtering af spildevandsslam

00:00
Hastighed: ???x
02:17

Abonnementsartikel

Bag investeringen står koncernen Andel og Sparekassen Sjælland-Fyn via det fælles investeringsselskab Impagt Invest Sjælland.

Klimagasser, mikroplast, medicinrester, tjærestoffer og andre miljø- og klimabelastende stoffer er, hvad der er i det tilbageværende slam, når spildevandet på de kommunale renseanlæg er blevet renset.

Dele af slammet ender ofte på marken, men via AquaGreens nye teknologi kan det også få nyt liv som biokoks, fjernvarme og grøn gas, da teknologien kan reducere mængden af de belastende stoffer.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Det kan energi- og fibernetkoncernen Andel og Sparekassen Sjælland-Fyn se en fremtid i, og derfor har de, via et fælles investeringsselskab, investeret 8,75 millioner kroner i AquaGreen.

Det fremgår af en pressemeddelelse fra Andel.

Teknologi til flere brancher

De første to anlæg med AquaGreens nye teknologi står i Odsherred og på Fyn. Anlæggene er nu testet og har leveret positive resultater.

Ifølge direktør i AquaGreen, Henning Schmidt-Petersen, er det ikke kun forsyningsselskaber i ind- og udland, der kan benytte sig af teknologien. Det kan andre brancher, herunder landbruget, også.

- Der er et meget stort potentiale inden for specielt landbrug, hvor der er behov for at reducere drivhusgasemissionerne og benytte landbrugets restprodukter til at producere energi i form af fjernvarme og grøn gas, siger Henning Schmidt-Petersen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Selvforsynende og binder CO2

En del af teknologien er at damptørre spildevandsslam, så vandet fordamper, hvorefter den resterende biomasse pyrolyseres i en ovn ved 650 grader under iltfri forhold.

Her forkuller biomassen til biokoks - også kaldet biokul, hvor mængden af uønskede miljøskadelige stoffer bliver reduceret markant.

Ligeledes medvirker det til en markant reducering af CO2-udledningen. Dels ved at slam ikke længere rådner og frigiver klimaskadelige gasser, og dels ved at CO2 bindes i biokoksen.

Processen er selvforsynende og cirkulær, da der under pyrolysen afgives gasser, som driver damptørringen. Ligeledes kondenseres overskydende vand til varme, som kan bruges i fjernvarmenettet.

Teknologien fra AquaGreen er udviklet i samarbejde med Danmarks Tekniske Universitet, Odsherred Forsyning og VandCenter Syd.