Lyt til artiklen:

FLC-strejkende genoptager arbejdet oven på aftale

00:00
Hastighed: ???x
02:27

Abonnementsartikel

Lørdag nåede parterne til enighed og således genoptager jord- og betonarbejderne arbejdet på det enorme anlægsprojekt ved Rødbyhavn.

- Den overenskomststridige strejke og blokade på FLC's byggeplads i Rødbyhavn er ført til ophør efter lørdagens møder mellem FLC's ledelse, fagforeningens repræsentanter og vores tillidsrepræsentanter.

Sådan skriver Femern Link Contractors (FLC) i en pressemeddelelse.

Artiklen fortsætter efter annoncen

FLC-arbejdere strejker på byggepladsen ved Femernforbindelsen

Se også:

FLC-arbejdere strejker på byggepladsen ved Femernforbindelsen

Tirsdag i sidste uge havde et sted mellem 250 og 300 jord- og betonarbejdere fra FLC nedlagt arbejdet og stimlet sammen foran administrationsbygningen på byggepladsen ved Rødbyhavn for at vise deres utilfredshed med, at polakkerne ikke fik den samme løn som de danske arbejdere. I april aftalte man angiveligt en lønstigning gældende fra den 1. maj med tilbagevirkende kraft, men den blev ikke udbetalt hverken med maj- eller junilønnen.

rich-media-3
Mellem 250 og 300 medarbejdere hos FLC havde samlet sig foran byggepladsens administrationsbygning. Foto: 3F Lolland.

Ifølge Fagbladet 3F tjener danskerne omkring 185 kroner i timen, mens polakkerne får 145 kroner i timen. Det beløb er fratrukket de 25 kroner, som de medarbejdere, der bor i FLC's Village, betaler for kost og logi. Ifølge FLC's pressemeddelelse er der ikke lønmæssig forskel på danske og udenlandske medarbejdere. Startlønnen for alle jord- og betonarbejdere på projektet - uanset nationalitet - er den samme, skriver de.

Blokerede adgangen til pladsen

De indledende forhandlinger førte ikke til nogen aftale, og derefter valgte de strejkende at blokere adgangen til pladsen. Torsdag beordrede arbejdsretten de strejkende tilbage i arbejde. Det nægtede de dog.

Men lørdag kom der altså en løsning på bordet, som begge parter kunne acceptere.

- Parterne er i gensidig enighed nået frem til, at jord-og betonarbejderne genoptager arbejdet med øjeblikkelig effekt. Det er ligeledes aftalt at FLC, fagforeningens repræsentanter og vores tillidsrepræsentanter starter forhandlinger om en revideret lokal lønaftale, skriver FLC i sin pressemeddelelse.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ifølge Fagbladet 3F er FLC gået med til, at der nedsættes et hurtigtarbejdende udvalg, som inden for 10 dage skal nå frem til en aftale, som resulterer i en mærkbar lønstigning til de polske ansatte. Derudover har FLC imødekommet medarbejdernes krav om lønudbetalinger hver 14. dag. FLC har også accepteret, at ingen af de medarbejdere, der har deltaget i strejken, må fyres.

Op mod 500 deltog i strejken.