Tilføj til lytteliste
Tilføj til lytteliste
Tilføj til lytteliste
På lytteliste
Tilføj til lytteliste
Lyt til artiklen:
Entreprenør færdiggør 55-tons specialfremstillet jordstabiliseringsmaskine
Abonnementsartikel
Kølkær Entreprenør har taget sin nye egenudviklede jordstabiliseringsmaskine i brug. Dermed er to og et halvt års udviklingsarbejde fuldbragt.
En ny jordstabiliseringsmaskine har set dagens lys hos Kølkær Entreprenør, der er baseret ved Herning. Det er entreprenøren selv, der har udviklet 55 tons-maskinen helt fra bunden.
- Vi så et behov, især når vi laver byggemodninger og dybe kloakeringer. Der har vi ofte haft nogle depoter i jorden, som skulle stabiliseres, så det kunne indbygges igen. Det var det traditionelle grej bare ikke velegnet til, fortæller Bjarke Frandsen, der er medejer af Kølkær Entreprenør.
Det grej, der her er tale om, er en fræser spændt efter en traktor, som Kølkær Entreprenør - ligesom mange andre - tidligere har brugt til jordstabiliseringsarbejdet.
Effektiv jordstabilisering
Men nu er de dage altså talte. Med den nye maskine bliver jordstabiliseringsarbejdet mere effektivt.
- Den er mobil. Så tanken er, at den bare arbejder sig gennem dyngerne, hvor de er, siger Bjarke Frandsen.
Jordstabiliseringsmaskinen styres med en fjernbetjening. Det er nemlig idéen, at maskinføreren skal kunne styre den, uden at bevæge sig ud af sin egen maskine.
- Kapacitetsmæssigt havde vi et mål om at nå 300 tons jord i timen, og det når vi i hvert fald over. Vi er allerede deroppe nu, og vi venter lige på at få to nye oliemotorer til de bagerste bånd. Det er vores flaskehals lige nu. Når de kommer, er jeg spændt på, hvad vi når op på, men jeg vil da ikke sige, at 400 tons jord i timen er urealistisk, fortæller Bjarke Frandsen.
Jordstabiliseringsmaskinen har bearbejdet de første læs jord hos Ikast-Brande Spildevand. Her blev den fyldt op ved hjælp af en gummiged, men hvis man gerne vil have det optimale ud af maskinen, skal den fyldes af en gravemaskine, fortæller Bjarke Frandsen.
Egenudviklet maskineri
Det er ham, der primært har stået for at udvikle maskinen.
- Jeg er vokset op på en maskinstation, hvor der har været tradition for at bygge og ombygge forskellige maskiner. Det har givet en vis grundforståelse for maskinbygning, og når det ikke har været tilstrækkeligt, har vi typisk løst det i familierådet, siger Bjarke Frandsen, med henvisning til at virksomheden drives sammen med hans far Steen Frandsen og bror Kåre Frandsen.
Bjarke Frandsen fortæller, at man har haft nogle underleverandører til at stå for blandt andet hydraulikken og elektronikken.
- Ellers har vi selv stået for at strikke det sammen, siger Bjarke Frandsen.
Selve fræserdelen, som bearbejder jorden, er den traktorfræser fra Wirtgen, som entreprenøren har brugt tidligere. Man har blot ændret drivlinjen, så den nu trækkes af en otte-sporet rem direkte fra motoren. Motoren er fra Iveco og har 420 hestekræfter. Den har man taget fra en gammel finsnitter
- Det var med tanke på at få en motor, hvor der var et direkte mekanisk udtræk, så vi kunne overføre den største del af effekten med så lille et tab som muligt, siger Bjarke Frandsen.
Derudover er maskinen udstyret med tre meter brede skoplader til bundbånd, og der sidder tre hydraulikpumper i enden af maskinen, som trækker alle bånd, valser og så videre. Dertil har den automatisk variabel kalkdosering fra 0-10 procent.
- Vi mener sådan set, at den er færdig. Der kommer jo nok en periode, inden man er helt færdig med at forbedre småtingene, men den kører, og det fungerer, fortæller Bjarke Frandsen.
Det har taget to og et halvt år at fremstille maskinen. For lang tid hvis man spørger Bjarke Frandsen.
- Det er jo halvandet år for lang tid, synes jeg, men tiden gik, og vi har jo lidt at passe ved siden af også, siger han.
Han fortæller i øvrigt, at maskinen nok skal få rigeligt at lave. Entreprenøren har selv en del projekter, hvor maskinen kan komme i brug. Resten af tiden vil man forsøge at udleje maskinen.
Med en bredde på under 3.60 meter kan den transporteres uden følgevogn og dermed også uden særtilladelse. Det vil sige, at den kan flyttes fra dag til dag ved hjælp af en blokvogn.