Lyt til artiklen:

MT Højgaard indgår betinget kontrakt med DSB til 1,3 milliarder kroner

00:00
Hastighed: ???x
02:39

Abonnementsartikel

MT Højgaard påbegynder arbejdet på det nye togværksted og tilhørende baneanlæg til januar 2023.

MT Højgaard Danmark har indgået en betinget totalentreprisekontrakt med DSB om opførelse af et togværksted med tilhørende baneanlæg i Næstved. Kontrakten har en værdi på 1,3 milliarder kroner. Kontrakten vil være ubetinget, når DSB's bestyrelse endeligt tiltræder denne den 25. august 2022 og der opnås tilladelse til byggeriet.

Kontrakten indgår i DSB's betingede og faseopdelte udbud, som MT Højgaard vandt i foråret 2021. Udbuddet består af 3 faser:

Artiklen fortsætter efter annoncen

  • Fase 0: Implementeringsfase med afholdelse af kick off-workshop
  • Fase 1: Samarbejdsfasen
  • Fase 2: Færdigprojekterings- og udførelsesfasen

I fase 1 har DSB, MOE Rådgivende Ingeniører, MT Højgaard Danmark og de øvrige parter i fællesskab fastlagt konstruktions- og udførelsesprincipper, og det har nu ført til indgåelse af kontrakten på totalentreprisen i fase 2.

MT Højgaard vinder opgave for DSB

Se også:

MT Højgaard vinder opgave for DSB

Værkstedet i Næstved skal benyttes til reparation og vedligehold af DSB's nyindkøbte ellokomotiver og togstammer samt eksisterende dobbeltdækkervogne. Værkstedet på 18.000 kvadratmeter får plads til otte spor. Udførelsen starter i januar 2023, og byggeriet skal efter planen afleveres til DSB i sommeren 2025.

MT Højgaard er ved Godsbanen i København i gang med at opføre et lignende værksted med tilhørende infrastruktur til 641 millioner kroner. Desuden har MT Højgaard vundet et faseopdelt, betinget udbud på nyopførelse af et værksted i Aarhus og ombygning af et eksisterende værksted i København, som også skal servicere DSB's eltog. Begge projekter er lige nu i samarbejdsfasen.

- Vi glæder os over det tætte samarbejde med DSB og de øvrige parter i den første fase af projektet, som vi nu ser meget frem til at færdigprojektere og udføre i de kommende år. Det er en strategisk prioritet for MT Højgaard Danmark at indgå samarbejdsaftaler som denne, hvor den høje grad af åbenhed gør det muligt at skabe værdi for bygherren med det samme og nedbringe risikoen, fordi vi sidder med ved bordet, inden totalentreprisekontrakten underskrives. Beslutningsgrundlaget bliver meget præcist, når vi i fællesskab definerer konstruktions- og udførelsesprincipper med løsningsforslag fra arkitekt, rådgivere og entreprenører. Arbejdsformen giver en masse energi, og vi tror virkelig på den måde at gøre tingene på, siger porteføljechef i MT Højgaard Danmark, Søren Sørensen.

Kontrakten ændrer ikke MT Højgaard Holdings udmeldte forventninger til 2022, men vil yde et væsentligt bidrag til koncernens langsigtede, bæredygtige udvikling i de kommende år.