Lyt til artiklen:

Monstermaskine leveret hos nedriver

00:00
Hastighed: ???x
02:31

Abonnementsartikel

P. Olesen har netop fået leveret en af Danmarks største gravemaskiner med en kampvægt på knap 200 tons.

Det var en helt særlig og meget tung pakke, der blev afleveret hos P. Olesen ved Hovedgaard for nyligt. Nedriverens nye Liebherr 980 Demolition, der vejer knap 200 tons, trillede nemlig gennem porten.

Gravemaskinen er den kun tredje af sin slags produceret på Liebherrs fabrik i Colmar i Frankrig, og Henrik Olesen, der er direktør i P. Olesen siger, at maskinen er den største gravemaskine i Danmark.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Maskinen kan udstyres med redskaber op til 15 tons, når den er konfigureret med kort arm. Med lang arm har den en rækkevidde på omtrent 50 meter i højden.

En multifunktionel maskine

De seneste dage har mekanikerne brugt tiden på at samle maskinen og gøre den klar til drift. Lige nu har nedriveren ikke en specifik opgave i pipelinen til den, men det skal der nok hurtigt komme, siger Henrik Olesen.

- Vi har tidligere skullet leje en lignende maskine ind til en opgave, og der kan godt være lang ventetid på den slags, så vi tænkte, at vi ligeså godt kunne købe en selv - og så kan vi jo leje den ud, hvis vi ikke selv har opgaver nok til den, siger Henrik Olesen.

Han fortæller desuden, at maskinen kan anvendes til mange forskellige opgaver.

rich-media-2
Maskinen fylder godt på pladsen hos nedriveren. Foto: Tim Søgaard.

- Den har en række specifikationer, der gør den ideel til stor nedbrydning. Den kan også bruges til opgravning og en række andre opgaver, siger han.

Artiklen fortsætter efter annoncen

I og med at maskinen er så stor og tung, som den er, skal det dog også være en opgave af en vis kaliber, for at det kan betale sig at køre den ud, fortæller Henrik Olesen.

Specialbygget graver

Mens maskinen har været under opbygning har P. Olesen besøgt fabrikken gentagne gange for at sætte sit eget præg på kæmpegraveren.

Eksempelvis kan vægtklodsen afmonteres uden hjælp fra kraner eller andet udstyr. Det foregår i stedet ved at afmontere fire bolte og trykke på en knap - så kan den læsses direkte af på en blokvogn.

Derudover har P. Olesen fået installeret en ekstra bomcylinder, som gør maskinen i stand til at løfte mere. Hvis det bliver nødvendigt i fremtiden kan en endnu længere arm også installeres på grund af den ekstra bomcylinder.

Den ekstra bomcylinder gør maskinen en anelse langsommere, men har man ikke brug for den, kan den kobles fra, da fabrikken har installeret et by-pass system til den.

Artiklen fortsætter efter annoncen

På grund af ekstraudstyret er maskinen blevet cirka 20 tons tungere, end der var lagt op til fra start. Maskinens vægt afhænger naturligvis af, hvilken arm og hvilket redskab, der er koblet på.