Lyt til artiklen:

Femern A/S sætter fokus på faldulykker

00:00
Hastighed: ???x
02:30

Abonnementsartikel

Sikkerheden for alle, der arbejder på Femern Bælt-projektet, er højt på dagsordenen både hos bygherren Femern A/S og entreprenørkonsortierne Femern Link Contractors og Fehmarn Belt Contractors.

Ved hjælp af målrettet undervisning og kampagner vil Femern A/S i samarbejde med hovedentreprenørerne på tunnelprojektet forsøge at skabe en af Danmarks og Tysklands sikreste arbejdspladser.

Som en del af sikkerhedsinitiativet "Target Zero - a State of Mind" har Femern A/S og entreprenørerne FLC og FBC gennemført den anden i en serie af kampagner, der underviser medarbejderne i nogle af de vigtigste sikkerhedsaspekter på byggepladsen. Den første kampagne satte fokus på sikkerhed ved kørende og gående trafik på byggepladsen. Denne gang var emnet "Fald fra lav højde". Tal viser, at 7 ud af 10 ulykker ved arbejde i højden sker ved fald fra lav højde.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Det skyldes, at man ofte er mere opmærksom på risikoen for at falde, når man arbejder højt oppe. Målet med kampagnen er at øge sikkerhedsbevidstheden og forbedre arbejdernes evne til at genkende farer, så de passer på sig selv, og sikkerhedskulturen på Femern-projektet dermed forbedres.

I forbindelse med kampagnen er fire sikkerhedsbegivenheder blevet gennemført nær byggepladsen med omkring 800 deltagere fra bygherren og entreprenørens medarbejdere.

- Kampagnen har været en stor succes, og vi er rigtig glade for den interesse og det engagement, som indsatsen er blevet mødt med. Sikkerheden har højeste prioritet både hos os som bygherre og hos entreprenørerne, så det giver god mening at lave fælles indsatser - særligt når tilbagemeldingerne fra deltagerne har været så positive, siger Anne Sofia Lønvig, arbejdsmiljøchef i Femern A/S.

I de seneste to år siden man begyndte, har Femern-projektets ulykkesfrekvens været på 2,7. Det vil sige 2,7 ulykker per én million arbejdstimer. Til sammenligning var bygge- og anlægsbranchens ulykkesfrekvens for arbejdsulykker med fravær i 2020 registreret til 24,5 for alle medarbejdere.

- Når vi sammenligner os med branchen, så har vi rigtig flotte tal, men det må aldrig blive en sovepude. En god sikkerhedskultur kommer ikke af sig selv, og det kræver konstant opmærksomhed og uddannelse at nå vores mål om at blive én af Danmarks og Tysklands sikreste arbejdspladser. Én arbejdsulykke er én for meget, og det er derfor, vores sikkerhedsindsats hedder "Target Zero - a State of Mind", siger Anne Sofia Lønvig.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Sikkerhedskampagnen vil også blive gennemført på den tyske side i slutningen af 2022.