Lyt til artiklen:

Aarsleff skal bygge nyt tårn i Aarhus

00:00
Hastighed: ???x
01:46

Ejendomsselskabet Olav de Linde A/S har netop indgået en betinget aftale med den aarhusianske entreprenørkoncern, Per Aarsleff A/S, om at opføre Mindet på Aarhus Havn.

Tårnet, der med sine 139 meter (plus tekniske installationer) bliver landets højeste kontorbygning, når det står færdigt i starten af 2027, bygges i en del af det gamle foderstoflager på Aarhus Havn. Lagerbygningen, der er fra 1926 og en af landets første jernbetonbygninger, bliver bevaret og integreret i det nye byggeri. Dermed forenes havnens kulturhistorie i gadeplan med et attraktivt offentligt byrum samt moderne erhvervsfaciliteter. Det skriver Olav de Linde i en pressemeddelelse.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Tårnet er det, der har fyldt mest i debatten om Mindet 6, men faktisk er det det offentlige byrum i og omkring bygningen, som er mest interessant. Vi skaber en bygning og et byrum med udgangspunkt i den gamle foderstofsbygning, som 100 år efter sin indvielse kommer til at danne rammen om byens nye liv med butikker, caféer, opholdsrum og en offentlig tagterrasse med udsigt til Aarhus Ø. Byrummet vil være et nyt bycentrum i denne del af byen og en naturlig afslutning på Åboulevarden. Samtidig vil det skabe en naturlig forbindelse mellem Midtbyen og Sydhavnen, siger Olav de Linde, grundlægger og bestyrelsesformand for Ejendomsselskabet Olav de Linde.

Mindet 6 bliver på i alt ca. 48.000 kvadratmeter fordelt på 39 etager. Bygningen kommer først og fremmest til at indeholde kontorer og butikker og bliver en del af Ejendomsselskabet Olav de Linde A/S egen portefølje af udlejningsejendomme.