Lyt til artiklen:

Rødt næsehorn hjælper med grøn omstilling

00:00
Hastighed: ???x
04:50

Abonnementsartikel

Entreprenør på Langeland sparer masser af kilometer og CO2 ved at sortere jord, sten og brokker på byggestedet.

Det er spild af tid, diesel og CO2 at køre 25 kilometer til Sellebjerg eller 40 kilometer til Klintholm med jord, sten og brokker, når man har et rødt næsehorn, der sultent guffer i sig. Det har entreprenør Jim Jensen konstateret, efter at den røde grovæder, Red Rhino, har gjort sin entré hos entreprenørvirksomheden Alf Jensen A/S i Rudkøbing på Langeland.

Der skal stadig køres væk. Råjord og lerjord er ikke blandt det røde næsehorns livretter. Men stort set alt andet, der skal sorteres i forbindelse med nedbrydning, tager den britiske screener sig af.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Red Rhino er stadig ny hos entreprenørfirmaet, hvor den formåede at forbløffe Jim Jensen, da han fik øje på den.

- Jeg vidste, at vi havde et behov for noget maskineri til at sortere nedbrydningsmaterialer. Men jeg vidste ikke, at man kunne få så små og samtidig effektive anlæg. Da jeg opdagede det, kørte jeg over for at se maskinen hos Lennart Ahlefeldt-Laurvig hos Special Maskiner lige på den anden side af Langeland. Jeg besluttede mig med det samme for at bestille en, fortæller entreprenøren.

rich-media-2
Entreprenør Jim Jensen (til højre) og direktør Lennart Ahlefeldt-Laurvig fra Special Maskiner A/S får en snak om røde næsehorn. Pressefoto.

Genanvendes på stedet

Det røde næsehorn - Red Rhino - er et led i den grønne omstilling hos entreprenørfirmaet, som har 30 mand i marken og fire i administrationen. Det handler simpelthen om at reducere de mængder materialer, der skal køres væk.

- To tredjedele af dem kan vi selv genanvende, når de er sorteret. Store fraktioner kører vi til genknus i Svendborg. Når vi bryder et gulv op et eller andet sted, sender vi det nu igennem Red Rhino. Kloakrør, murbrokker, beton fra gulve. Det er mest jord, som maskinen kan skille ad fra beton og murbrokker, siger Jim Jensen.

Der er stor bevågenhed på miljø og klima i Rudkøbing-virksomheden, som har en CSR-rapport på trapperne. Også kendt som en bæredygtighedsrapport, som klarlægger firmaets CO2-aftryk.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Med på toget

- Vores holdning er, at vi skal være med på toget - ikke løbe bagefter det. Derfor får vi en femårsplan for at reducere vores påvirkning af miljøet. Vi er simpelthen blevet mere opmærksomme på miljøet og klimaet, og at vi ikke skal bruge to gange 40 kilometer på at køre materialer væk, som vi kan sortere og genanvende på stedet, forklarer Jim Jensen.

Special Maskiner A/S, som fik besøg af entreprenøren fra den modsatte side af Langeland, er dansk importør af de britiske maskiner. Fabrikken i Grantham i Midtengland producerer både sortere-maskiner og knuseanlæg, og direktør Lennart Ahlefeldt-Laurvig hos den danske importør har store forventninger til de små maskiner med de store kræfter.

Næsehorn i Midtjylland

- Foruden den sorterer, som Alf Jensen A/S i Rudkøbing har købt, har vi leveret en tilsvarende til anlægsgartner Michael Christensen, som driver firmaet Have & Parkentreprenøren i Kjellerup i Midtjylland. Red Rhino-anlægget er på larvebånd og kan transporteres på en 3500 kg trailer frem til arbejdsstedet, hvorefter det så nemt køres i stilling ved brug af fjernkontrollen, fortæller Lennart Ahlefeldt-Laurvig.

Red Rhino afleverer materialet i tre forskellige fraktioner. Næsehornet fodres enten med en læssemaskine eller via en transportør direkte i fødetragten, hvorefter den trecylindrede Kubota-motor tager sig af det grove. Det kræver den i øvrigt ikke alverden for. Sortereren bruger kun omkring fire liter brændstof i timen.

rich-media-4
Red Rhino afleverer de sorterede materialer i tre forskellige fraktioner. Entreprenør Jim Jensen har valgt at forsyne sin sorterer med et transportbånd fra fabrikken Baron i Fredericia for derved at øge stakkehøjden på den fineste fraktion. Pressefoto.

- Foruden at maskinen med sine kompakte mål og lave vægt er nem at transportere, er den samtidig lynhurtig at gøre klar til at starte sorteringen. Og efterfølgende at klappe sammen og køre hjem igen. Transportbåndene foldes hydraulisk sammen, så anlægget kan sættes op på et minut, forklarer Lennart Ahlefeldt-Laurvig.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Når anlægget transporteres, er det blot 4,3 meter langt, 1,88 meter bredt og 2,4 meter højt.

Foruden til entreprenør-brug, er det britiske, røde næsehorn også ideelt til landskabspleje, til strandrensning og naturligvis sortering af materialer til blandt andet vejfyld.

Søskende overtog

Jim Jensen er direktør for entreprenørfirmaet Alf Jensen A/S, som han driver sammen med sin søster, Mia Lund. De to søskende overtog i 2018 ledelsen af virksomheden efter deres far, Alf Jensen, som grundlagde firmaet i 1976. Han var murermester, og derfor har murerarbejde fyldt meget i virksomheden, som også udfører kloak-, jord- og betonopgaver fra Odense i nord til Svendborg i syd, samt på Lolland, Ærø og naturligvis Langeland.

Foruden søskendeparret, består af ledelsen i Alf Jensen A/S i dag tillige af Brian Christensen, som tager sig af murer-delen. Jim Jensen tager sig af den daglige ledelse af entreprenør-afdelingen, mens Mia Lund styrer administrationen og tillige laver tegnearbejde.