Tilføj til lytteliste
Tilføj til lytteliste
Tilføj til lytteliste
På lytteliste
Tilføj til lytteliste
Lyt til artiklen:
En TV-inspektion af kloakken afhænger af operatøren
Abonnementsartikel
Kurset 'Kloakbranchens kursus for TV-operatører' blev udbudt første gang sidste år, oplyser DM&E Entreprenør og Danske Kloakmestre.
Flere i branchen vælger at give kloakken et TV-tjek, og det kalder på et kursus i metoden, lyder det fra brancheforeningerne DM&E Entreprenør og Danske Kloakmestre i en pressemeddelelse.
Sidste år var første gang, at kurset 'Kloakbranchens kursus for TV-operatører' blev udbudt, og i år inviterer de to brancheforeninger endnu en gang landets nybegyndere og let øvede kloak-TV-operatører på kursus.
Undervisningen skal blandt andet sikre en høj, faglig kvalitet i det stigende arbejde med TV-inspektioner, hvor rapporten ofte er dokumentation ved forsikringssager - og nødvendig for at få dækket udgifterne til udbedring af skader, lyder det.
- Alle vores medlemmer er autoriserede og dygtige folk, men vi oplever desværre, at der bliver kørt TV-inspektioner, hvor afrapporteringen og kvalitetssikringen ikke lever op til de gældende forsikringskrav, siger Sebastian Skipper Ravn.
Han er chefkonsulent i DM&E Entreprenør.
- Og det er fordi, at flere TV-operatører ikke ved, hvordan de i fagsprog skal afrapportere de skader, de ser i filmen. Skulle der opstå en tvist, så bliver du stillet til ansvar, hvis rapporten ikke er retvisende, siger chefkonsulenten.
Identificér skaderne
For at sikre en høj kvalitet i branchens TV-rapporter, modtager deltagerne undervisning i udførelse af TV-inspektion af afløbsledninger og registrering af observationer med udgangspunkt i den gældende fotomanual fra Danva.
I forsikringssager er observationer af skader i klasse tre og fire dækket af forsikringsbetingelser. Derimod er klasse et og to ikke omfattet, forklarer Johs Pedersen fra Byggeriets Kvalitetskontrol, som underviser på kurset.
Af den grund er det vigtigt at være i stand til at identificere, hvilke skader der er tale om, lyder det fra underviseren.
- At have et kamera, der kan lave noget lækkert foto, er godt, men det er endnu mere lækkert at have et kamera, hvor du kan læse og forstå de observationer, det giver dig, siger han og fortsætter:
- Derfor er det en god idé at få noget inspiration til, hvordan de udfører det rigtigt. Min pointe er, at rapporter og vurderinger bliver jo ikke bedre end den operatør, som foretager dem.
Bevismateriale i retssag
Formand for Danske Kloakmestre, Mikael Skov, understreger ligeledes, at kurset er berettiget, og han husker tydeligt ansigtsudtrykkene hos flere af sidste års deltagere, da kurset også kommer omkring TV-rapporter som bevismateriale i en retssag.
- En af de ting, jeg bider mærke i er, at Johs Pedersen siger: "I skal vide, at I skal kunne forsvare den i retten. Jeres afrapportering kan blive brugt som bevis i en retssag".
Så blev der ro i salen, fortæller Mikael Skov med et smil og tilføjer, at der var god spørgelyst og debat under sidste års kurser.
DM&E Entreprenør har talt med Morten Hansen fra Guldborg Entreprise, som deltog på kurset sidste år. Han har arbejdet med TV-inspektion i snart fire år.
- Jeg synes, det var et godt kursus med indsigt i, hvordan man står overfor forsikringsselskaberne. Jeg fik viden om, hvordan jeg skal filme en skade og efterfølgende dokumentere denne overfor forsikringsselskaber og kunder.
- Derudover var det meget givende at høre, hvad andre gør samt at få et indblik i, hvad det forskellige grej koster, siger Morten Hansen.