Tilføj til lytteliste
Tilføj til lytteliste
Tilføj til lytteliste
På lytteliste
Tilføj til lytteliste
Lyt til artiklen:
Navneskifter i Aarsleff Rail-gruppen
Abonnementsartikel
De to Aarsleff-ejede virksomheder Banedrift AS i Norge og Anker AB i Sverige skifter navn. Virksomhedernes identitet knytter sig i dag i højere grad til et fælles navn og brand, begrunder direktør.
Aarsleff-ejede Banedrift AS i Norge og Anker AB i Sverige skifter navn til henholdsvis Aarsleff Rail AS og Aarsleff Rail AB.
Det skriver Aarsleff Rail på LinkedIn.
Navneskifterne sker efter flere års tæt samarbejde i Aarsleff Rail-gruppen, hvor omsætning og størrelsen på projekterne kun er vokset, skriver Aarsleff Rail.
- De to selskabers identitet knytter sig ikke længere til de gamle navne. De laver noget andet i dag, end de gjorde, da vi opkøbte dem. De er vokset og har nu et bredere kompetencefelt. Dermed knytter deres identitet sig i højere grad til et fælles navn og et fælles brand, som så bliver Aarsleff Rail, siger Thomas Mollerup, der er administrerende direktør i Aarsleff Rail, til Maskinteknik.
Aarsleff Rail skriver, at navneskiftet giver bedre mulighed for at fremstå som én organisation overfor kunder, og for medarbejderne underbygger navneskiftet den interne samhørighed og en fælles identitet.
One-company samarbejder
Med navneskiftet positionerer Aarsleff Rail-gruppen sig til at bidrage til at løfte endnu større jernbane- og letbaneprojekter i Skandinavien i egenproduktion, lyder det yderligere.
- Det er ikke navneskiftet i sig selv, der gør det, men det sætter streg under, at vi har en filosofi omkring one-company samarbejder. Det vil sige, at når vi vinder et større projekt i Norge, Sverige eller Danmark, så slår vi pjalterne sammen. Vi hjælpes ad med at løfte det projekt. Navneskifterne understøtter den udvikling og den samarbejdsform, vi gerne vil have, forklarer Thomas Mollerup.
Lokal forankring vigtig
Virksomhederne i Sverige og Norge drives videre som hidtil af lokale ledelser i samarbejde med Aarsleff Rail i Danmark. Den lokale forankring er nemlig vigtig, mener Thomas Mollerup.
- Den lokale forankring er vigtig blandt andet i sammenhæng med nationale regler for sikkerhed og arbejdsmiljø, som står helt centralt i gruppens arbejde. Også af hensyn til rekruttering af nye talenter til jernbanebranchen er den lokale forankring vigtig, siger Thomas Mollerup.
Nyerhvervelse beholder navn
Denne sommer købte Aarsleff sig ind i den norske banespecialist Trym Anlegg AS for et trecifret millionbeløb. Denne virksomhed bliver dog ikke omfattet af navneskifterne, skriver Aarsleff Rail.
Det begrunder Thomas Mollerup med, at virksomheden har et godt brand i lokalområdet og så det faktum, at Aarsleff lige nu kun ejer 66,6 procent af aktierne i virksomheden. Det er aftalt mellem parterne, at Aarsleff inden 2027 opkøber de resterende aktier i Trym Anlegg AS.
Grøn omstilling giver vækst
Det er særligt den grønne omstilling, der muliggør den positive vækst, som Aarsleff Rail-gruppen oplever, forklarer Thomas Mollerup.
- Vi vil gerne være med på den vækstrejse, som præger markedet generelt. Hvis de politiske planer for Danmark, Norge, Sverige - og du kan også inddrage Tyskland - holder, så er det et marked i vækst som følge af den grønne omstilling, siger Thomas Mollerup.
Om Aarsleff Rail-gruppen kommer til at indbefatte flere selskaber i fremtiden, vil direktøren dog ikke røbe, men vækstrejsen stopper ikke her, hvis det står til ham.
- Om der er en grænse for det? Det er der jo altid, men væksten vil vi i hvert fald gerne være en del af. Om det er organisk eller via akkvisation. Begge dele sker - det har vi vist bagudrettet, siger Thomas Mollerup.