Lyt til artiklen:

Træhandelsselskabet DSHwood lander for femte år i træk et rekordresultat

00:00
Hastighed: ???x
03:13

Abonnementsartikel

De danske skovejeres handelsselskab DSHwood præsenterer endnu engang et rekordregnskab med det største overskud i virksomhedens 55-årige historie.

DSHwood, der er ejet af Dansk Skovforening, er udkommet med sit regnskab for det seneste regnskabsår.

Det viser et resultat på 24,7 millioner kroner før skat. Dette overgår sidste års rekordresultat på 21,3 millioner kroner før skat. Resultatet svarer til en stigning i forhold til sidste år på 16 procent og en forrentning af egenkapitalen på 34,1 procent, skriver selskabet i en pressemeddelelse.

Artiklen fortsætter efter annoncen

DSHwoods administrerende direktør Rasmus Grønborg Bak betegner det seneste regnskab som særdeles tilfredsstillende.

- Vi er meget stolte over årets resultat. Markederne har i det seneste regnskabsår været præget af høj volatilitet og store usikkerheder. Resultatet viser med al tydelighed, at vi er lykkes med implementering af vores strategi med fokus på risikostyring. Tempoet har været højt gennem hele året og de enkelte opgaver har været mere ressourcekrævende end normalt på grund af store logistikudfordringer og flere meget ustabile markeder. Alle medarbejdere har knoklet for at få alle detaljer med, og jeg er stolt over det, som hele Team DSHwood har opnået. Sideløbende med den høje aktivitet har vi fuld fokus på digitalisering og automatisering af vores procedurer i hele værdikæden, fortæller direktøren.

Vækst på alle områder

Fremgangen i seneste regnskabsår skyldes igen vækst på alle forretningsområder skriver DSHwood. I efteråret 2021 var der stadig stor efterspørgsel efter råtræ i hele verden, hvilket betød markante prisstigninger. Dette motiverede mange skovejere til at fælde og sælge træ. I løbet af foråret 2022 var efterspørgslen aftagende, men det samme var gældende for udbuddet. Udbrud af krig i Ukraine forstærkede både den faldende efterspørgsel men har ligeledes medført et faldende udbud af træ fra både Ukraine og Rusland. Priserne på træ er således fortsat på et historisk højt niveau.

- Endnu et rekordresultat vidner om, at DSHwood de seneste år har indtaget en stærk markedsposition i både indkøbs- og salgsmarkedet. DSHwood er ejet af skovejerne, og missionen er derfor at skabe en så attraktiv pallette for afsætning af træ fra de europæiske skove som muligt. Udbredelsen af denne mission har medført stor tilgang af nye leverandører og kunder, og der er således masser af potentiale for vækst inden for de eksisterende forretningsområder. Det er derfor glædeligt, at vi endnu engang kan konstatere, at både virksomhedens organisation og markedsposition er forstærket yderligere, fortæller Rasmus Grønborg Bak.

DSHwood er 100 procent ejet af Dansk Skovforening - de private skoves brancheorganisation. Som skovejernes eget selskab arbejder virksomheden professionelt og målrettet på at sikre langsigtede afsætningsvilkår for skovenes produkter til konkurrencedygtige priser. Selskabet har indkøbskontorer i Danmark, Tyskland, Frankrig og Skotland samt salgskontorer i Indien, Kina og Vietnam. DSHwood har i alt 54 medarbejdere og omsætter over 1.000.000 kubikmeter træ til mere end 20 forskellige lande.