Lyt til artiklen:

Komatsu præsenterede flere el-nyheder på Bauma

00:00
Hastighed: ???x
05:03

Abonnementsartikel

De elektriske nyheder fyldte meget på dette års Bauma, og det samme gjorde sig gældende på Komatsus stand på messen. Produktchef hos Scantruck analyserer på udviklingen hos den japanske producent.

Traditionen tro var Bauma udstillingsvindue for en række nyheder fra de forskellige maskinproducenter, og Komatsu var ingen undtagelse.

Her er det særligt de nye maskiner på el, der har tiltrukket sig opmærksomhed fortæller Scantrucks produktchef Kasper Vissing, som Maskinteknik møder på den travle messe i München.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Vi kan godt mærke som forhandler, at der er et øget pres på entreprenørerne på det her område, siger han.

Han forklarer, at i takt med, at højere miljøkrav sniger sig ind i udbuddene rundt omkring, så stiger efterspørgslen for og interessen omkring de elektriske maskiner naturligvis også.

Hvordan markedet for el-maskiner kommer til at udfolde sig, og hvilke aktører, der vil satse på de elektriske maskiner, er Kasper Vissing spændt på at se.

- Jeg tror måske, at det bliver udlejerne og nogle enkelte entreprenører, som vil specialisere sig i el, der kommer til at satse på det. Vi er spændte på, hvad der kommer til at ske, siger produktchefen.

Uagtet hvordan markedet udvikler sig, er der ingen producent, der kan se sig fri for at kigge den elektriske vej.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Der er så stort et pres, at alle producenter er tvunget til at gøre noget i den retning. Og det bevæger sig selvfølgelig også i den retning, siger Kasper Vissing.

Opladningsproblemet

Han påpeger dog, at der er åbenlyse problemer med de elektriske maskiner, som skal løses, før de for alvor kan etablere sig som et solidt alternativ til de fossilt-drevne maskiner.

Ét af dem er opladning på afsides byggepladser, hvor der ikke findes opladningsmuligheder. Det kunne eksempelvis være et motorvejsprojekt.

Her skal man muligvis kigge til vores nabolande for at finde løsninger, fortæller Kasper Vissing med henvisning til Norge og Holland, der ifølge ham er foran Danmark, når det kommer til brugen af el-drevne maskiner.

- I Holland bruger man containere med et kæmpestort batteri i. Så oplader man fra batteri til batteri. Det er den måde, man lettest kan forestille sig, at det kan fungere på lige nu, siger Kasper Vissing.

Artiklen fortsætter efter annoncen

En hel arbejdsdag

Blandt el-nyhederne fra Komatsu finder man blandt andet en bæltegraver i 20-tonsklassen, hvilket var lidt en tendens på messen i München.

- De bevæger sig opad i størrelse. Til sidste Bauma i 2019 var det primært minigravere på el, som producenterne havde medbragt, men i år er der flere nyheder i de tungere vægtklasser, siger Kasper Vissing.

Han fortæller, at maskinen kan køre otte timer på en opladning - altså hvad der svarer til en arbejdsdag.

- Der kommer mange og siger, at det ikke er nok til en hel arbejdsdag, fordi de arbejder længere end det, men det er altså otte timer effektivt, siger Kasper Vissing.

Han påpeger, at en gravemaskine typisk har en tomgangsprocent på 20-30 procent, hvilket bliver elimineret med el-graveren.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Så med den teknologi, vi har i dag, er vi faktisk ved at være der, hvor man kan dække en hel arbejdsdag, siger produktchefen.

Og hvis man tror, at man skal gå på kompromis med ydeevnen på den elektriske maskine tager man fejl, forsikrer Kasper Vissing.

- Den har lige så mange hestekræfter som den diesel-drevne, og det er simpelthen for at vise, at de kan det samme, siger han.

Han fortæller, at der umiddelbart efter Bauma vil blive udrullet testmaskiner rundt omkring i Europa, men hvornår de kan leveres, kan han ikke svare på.

En anden af el-nyhederne på Bauma var en læssemaskine på seks tons, der svarer til Komatsus WA70-model.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Den her går skridtet videre, da den er fuldelektrisk. Det vil sige, at der ingen hydraulik er på maskinen, siger Kasper Vissing.

Maskinen er dog kun en prototype, og produktchefen kan derfor ikke svare på, hvornår vi ser mere til maskinen, men han fortæller, at de mindre maskiner oftest møder en højere efterspørgsel, fordi de ligger i et prisleje, der er til at betale.

- Derfor er presset fra kunder og udlejere også lidt mere mærkbart, når de kommer til hjullæsseren, siger Kasper Vissing.

En smidig og en tung

Men der er trods alt også andet end el-drevne maskiner på nyhedsfronten. Her er det den nye hjulgraver PW 138MR, der kan dreje på begge aksler, som Kasper Vissing nævner først.

rich-media-6
Kasper Vissing under armen på den nye, efterspurgte hjulgraver, der kan dreje på begge aksler. Foto: Tim Søgaard.

- Den oplever vi en del efterspørgsel på, og de første er også allerede solgt, siger han.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Derudover har Komatsu medbragt et monstrum på omtrent 100 tons. Det er gravemaskinen PC950, som producenten har lanceret på Bauma.

- Komatsu har gennem en længere periode ikke haft en gravemaskine i den her størrelse, men der har man valgt at sige, at der skulle være en model mellem PC700 og PC1250, som kunderne kunne vælge, siger Kasper Vissing.

rich-media-8
PC 950 er en ny 100-tons gravemaskine fra Komatsu lanceret på Bauma. Pressefoto.

Produktchefen løfter også lidt af sløret for nogle af de kommende nyheder fra den japanske producent.

Her er der tale om maskiner i før-prototype-stadiet, og nævnt bliver blandt andre en kommende gummihjulslæsser med hydrostatisk og mekanisk transmission.

- Det er en, vi forventer os meget af, da den passer godt til grusgravssegmentet, siger Kasper Vissing.