Lyt til artiklen:

Agromek er også for entreprenørbranchen

00:00
Hastighed: ???x
02:19

Abonnementsartikel

De nyeste maskiner, viden, teknologier og faglige events henvendt til alle med interesse i entreprenørbranchen fylder en hal på næste uges messe i Herning.

Agromek er ikke blot landbrug - messen har igen i år i en hal fokus på entreprenørbranchen, herunder park, vej og anlæg, der i stigende grad flettes sammen med landbruget. I messens Hal C venter således et 10.000 kvadratmeter stort overflødighedshorn af udstillere og aktiviteter henvendt til alle med interesse i entreprenørbranchen.

Blandt hallens mange indslag finder man Maskinleverandørerne, der står bag en omfattende branchestand.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Det er vigtigt for entreprenørbranchen at være en del af Agromek, men branchen er også vigtig for messen - landbruget benytter sig i stigende grad af entreprenørmaskiner, så mange af de besøgende har interesse i begge verdener. Og det er dejligt og en stor forløsning, at vi nu alle omsider igen kan samles på Agromek - der har ophobet sig et stort behov for at mødes og sparke dæk. Messen er den eneste udstilling af sin art herhjemme og derfor meget vigtig - den binder ganske enkelt branchen sammen, siger direktør i Maskinleverandørerne Klaus Nissen.

Opfattelsen deles af udstillerne i Hal C, der blandt mange andre førende virksomheder tæller Stemas og Scantruck, som begge leverer maskiner til såvel landbruget som entreprenørbranchen.

- Vi er rigtig glade for, at Agromek igen har dedikeret en hal til entreprenørbranchen, og vi stiller op med hele vores række af relevante maskiner lige fra minilæssere til gravemaskiner. Som noget nyt har vi i år stort fokus på grønne, emissionsfri og bæredygtige løsninger i form af en stribe eldrevne maskiner, som vi glæder os til at præsentere, siger direktør i Stemas Robert Kjærgaard.

Også hos Scantruck tropper man op med den store pakke, ligesom man også her betoner vigtigheden af, at Agromek inkluderer entreprenørbranchen.

- Vi kommer med det helt store setup og en masse maskiner af mærkerne Manitou, Komatsu og Weycor, herunder flere interessante nyheder. Vi har lagt os i selen for at skabe en åben og indbydende stand med en hyggelig atmosfære, og til stede vil naturligvis være både sælgere og produktchefer for de enkelte mærker. Det er virkelig vigtigt for entreprenørbranchen, at Agromek prioriterer denne også, siger markedschef i Scantruck Dennis Faurby.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Agromek 2022 finder sted 29. november til 2. december i MCH Messecenter Herning.