Lyt til artiklen:

Arkil baner vejen for ny forbindelse mellem Græsted og Gilleleje

00:00
Hastighed: ???x
02:21

Abonnementsartikel

Arkil har taget fat på arbejdet med at anlægge en helt ny vej mellem Græsted og Gilleleje på Nordsjælland.

En helt ny vej tager form i det nordsjællandske. Nærmere bestemt mellem Græsted og Gilleleje, hvor Arkil har taget hul på et større projekt.

Omtrent tre kilometer lang bliver vejen, der indrettes med tilhørende dobbelt cykelsti. Derudover skal Arkil anlægge en ny rundkørsel.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Lige nu er vi primært i gang med opbygning af vejtracéet, og så laver vi kalkstabilisering. Det gør vi primært for at opnå den optimale styrke i underlaget, siger Tor Busch-Nielsen, der er projektchef hos Arkil.

Han fortæller, at arbejdet blev påbegyndt i slutningen af september - en lidt sen start i forhold til det forventede, som skyldtes nedsivningsudfordringer.

Mange kompetencer i spil

Arkil har vundet opgaven i totalentreprise, og cirka 70 procent af opgaven udføres i egenproduktion. Her er der tale om blødbundsudskiftning, jordarbejder, bundsikring, en smule afvanding og en stor asfaltopgave. Derudover skal der laves brolægningsarbejde i forbindelse med vejens tilslutning til en eksisterende rundkørsel. Dertil kommer belysning og en faunapassage på seks meters bredde, der skal projekteres. De resterende 30 procent af arbejderne skal Arkil finde underentreprenører til.

rich-media-2
Arbejdet indebærer blandt andet blødbundsudskiftning og afvanding. Pressefoto.

- Det er meget specielt at anlægge en helt ny vej. Det er en spændende opgave. Vi kører med cirka seks maskiner henover vinteren, og når vi når frem til foråret, kan det godt være, at vi sætter et ekstra sjak i gang, siger Tor Busch-Nielsen.

Han har haft et godt forhold til lodsejerne, som fortæller at området, hvor vejen skal ligge, har været meget svært at dyrke, da det ligger meget lavt, og jorden er slidt. Til gengæld har jorden været særdeles interessant for arkæologerne.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Museum Nordsjælland har fundet en hel del fund herude. Både fra jernalderen, jægerstenalderen men også fra den helt tidlige stenalder, fortæller Tor Busch-Nielsen.

Vejen har været diskuteret i lokalområdet siden 70'erne. Lige nu er den hurtigste rute mellem Græsted og Gilleleje den temmelig nedslidte Pårupvej, som også kaldes "gedestien."

Arkil har hyret MOE ind som rådgiver på projektet. Der resterer omtrent 15 måneders arbejde med projektet. Den samlede projektsum er på 127 millioner kroner.