Tilføj til lytteliste
Tilføj til lytteliste
Tilføj til lytteliste
På lytteliste
Tilføj til lytteliste
Lyt til artiklen:
Store forskelle på kommuners investeringer i veje og bygninger
Abonnementsartikel
Landsgennemsnittet for kommunernes investeringer i byggeri og anlæg ligger på 3.250 kroner per indbygger, viser en ny analyse.
Der er stor forskel på, hvor mange penge de danske kommuner bruger på at bygge nye institutioner og reparere huller i vejene.
Bornholm er med 1.520 kroner i gennemsnit per indbygger den kommune, som investerer mindst i byggeri og infrastruktur, mens Albertslund ligger i top med investeringer på 8.910 kroner.
Det viser en opgørelse fra Dansk Industri over kommunernes bygge- og anlægsinvesteringer i 2021.
- Analysen siger ikke noget om, hvor stort et renoveringsbehov de enkelte kommuner står overfor, men vi har i DI tidligere vist, at der er et stort potentiale i at energirenovere kommunale bygninger i hele landet, siger branchedirektør, Anders Stouge, i en pressemeddelelse fra DI Byggeri.
- Det er derudover vigtigt, at alle kommuner løbende afsætter penge til vedligehold af bygninger og infrastruktur - både for at sikre ordentlige forhold for beboere og virksomheder, men også for at undgå store regninger til reparationer i fremtiden, siger han.
Branchedirektøren peger på, at flere globale kriser som klimakrise, energikrise og krig i Europa kalder på, at alle sparer på energien og udleder mindre CO2.
I den forbindelse siger branchedirektør Anders Stouge, at kommunerne netop kan gøre en forskel ved at investere massivt i energiforbedringer i kommunale bygninger som skoler, børnehaver og plejehjem for at udnytte energien bedst muligt.
- Det er efter min mening en bunden opgave for kommunalpolitikere i hele landet at prioritere energirenovering i de kommende år. Her kan kommunerne med fordel kigge på bygninger med de dårligste energimærkninger, siger han.
Forskelle mellem landsdele
Landsgennemsnittet for kommunernes investeringer i byggeri og anlæg ligger på 3.250 kroner per indbygger.
Foruden Bornholm ligger kommunerne i Randers og Dragør lavt med investeringer på 1.560 kroner per indbygger.
I den høje ende ligger kommunerne i Albertslund samt i Høje-Taastrup og Gladsaxe med investeringer for henholdsvis 5.750 kroner og 5.310 kroner.
Mellem landsdelene er der også store forskelle i investeringsniveaet.
I henholdsvis Midt- og Vestjylland og på Fyn bruger kommunerne i gennemsnit cirka 2.500 kroner per indbygger på at bygge og vedligeholde bygninger og veje, mens kommunerne i Hovedstaden i gennemsnit investerer for 4.270 kroner per indbygger.