Lyt til artiklen:

2023 bliver et uforudsigeligt år

00:00
Hastighed: ???x
04:15

Abonnementsartikel

Maskinteknik har bedt en række af branchens fremtrædende aktører om at se tilbage på 2022 - og frem mod 2023. I dag CEO Dan O. Vorsholt, GSV Materieludlejning.

2022 har været et godt og travlt år for GSV, men også et udfordrende år grundet inflationen. Den største milepæl for os var, da vi solgte virksomheden til franske KILOUTOU Group, som er den tredjestørste aktør inden for udlejning af maskiner og udstyr i Europa. Men vi har også udvidet på det danske marked med to nye afdelinger, en i Viborg og en i Rødekro, samt opkøbt Holbæk lift og materieludlejning, som giver os en afdeling i Holbæk og 20 nye gode kollegaer.

Da vi trådte ind i 2022, havde vi særligt to strategiske mål: vi ville fortsætte med og styrke den grønne omstilling, og øge digitaliseringen af vores egen og kundernes forretning. I år har vi haft stort fokus på vores eget CO2-aftryk og igangsat flere processer, som mindsker vores CO2-udslip. Derudover har vi udviklet digitale løsninger, så vores kunder kan se deres CO2-udslip, når de benytter vores materiel. Det gør det lettere for dem at vælge det rette udstyr til opgaverne - og hermed reducere CO2-forbruget og deres egne omkostninger.

Artiklen fortsætter efter annoncen

I 2022 har vi haft høj vækst, og det skyldes særligt de digitale værktøjer, vi har udviklet. Vores digitale muligheder har skabt mere samhandel og flere partnerskaber i stedet for, at vi "bare" er en leverandør. Vores digitale værktøjer hjælper blandt andet kunderne med at have færre lejedage og finde det rette udstyr til opgaverne, og det sænker deres omkostninger. Så digitalt har 2022 været et rigtig godt år for GSV, hvor vi også fik en international digitaliseringspris af ERA (European Rental Association).

Men 2022 har som nævnt også været et år med inflation, og det har vi, som alle andre, kunne mærke. Det høje inflationspres har givet større omkostninger end forventet, og vi har derfor igangsat flere tiltag for at reducere den negative effekt mest muligt. Den høje inflation har skabt en situation, mange ikke har prøvet før. Det har krævet store ledelsesressourcer at styre os godt igennem, og jeg synes, vi har fundet nogle gode løsninger. Og jeg synes det har været fantastisk at se, hvordan hele organisationen bakker op og hjælper til, når der dukker uventede udfordringer op.

Jeg forventer, at 2023 bliver mere uforudsigelig end 2022. Vi kommer til at se virkningerne af 2022s inflationskrise, og flere markeder vil være nedadgående. Samtidig vil konkurrencen om de markeder, der oplever vækst, være større end normalt. Derfor kommer vi også til at arbejde mere kortsigtet med vores strategi, end vi plejer, fordi vi forventer markedet vil ændre sig igennem året - om det bliver positivt eller negativt er svært at spå om, men vi kommer til at følge det tæt og være tættere på bygherre og vores kunder.

Hvad der er lettere at spå om er, at vi i GSV fortsætter vores arbejde med både digitalisering og den grønne omstilling. Vi forventer, at vores kunder bliver endnu mere digitale i deres mindset og dermed får mere ud af vores digitale muligheder. Ligesom os, vil vores kunder blive presset igennem 2023 og opleve endnu mindre marginer end tidligere, og derfor er det vigtigt, at vi samarbejder om mere effektivitet og bedre økonomi i projekterne - det kan vores digitale løsninger bidrage til, og det forventer vi os meget af.

Digitaliseringen skal også bidrage til den grønne omstilling. Til næste år kan vi i endnu højere grad hjælpe vores kunder til at dokumentere deres CO2-aftryk, og vi håber, at det resulterer i en større reduktion af deres CO2-udslip.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Og så glæder jeg mig jo rigtig meget til, at vi i 2023 igen samler vores branche til Fremtidens Byggeri den 6. september 2023 - denne gang i nye lokaler, nemlig lokomotivværkstedet i Sydhavnen. Her er der nærmest tradition for, at op mod 400 beslutningstagere fra byggebranchen inspirerer hinanden til, hvordan vi gør vores branche mere grøn, og det er der brug for, eftersom vores branche som bekendt er en af dem, der sviner mest. Men vi er også nogle af dem, som gør noget ved det og er længere fremme end politikerne, og det mærker man tydeligt til konferencen Fremtidens Byggeri.