Tilføj til lytteliste
Tilføj til lytteliste
Tilføj til lytteliste
På lytteliste
Tilføj til lytteliste
Lyt til artiklen:
Case-importør med rekordregnskab
Abonnementsartikel
Både top- og bundlinje er i topform hos S.D. Kjærsgaard, der ser frem til indeværende regnskabsår med god ordrebog og mange maskiner bestilt hjem.
Nettoomsætningen i seneste regnskabsår landede på rekordhøje 471 millioner kroner - en stigning fra 429 millioner i forrige regnskabsår - og nærmede sig dermed den halve milliard.
Også bundlinjen ramte ny rekord, da resultatet før skat steg fra 15,8 til 21,2 millioner kroner. Det kan aflæses i det netop offentliggjorte regnskab for S.D. Kjærsgaards forskudte regnskabsår fra 1. oktober 2021 til 30. september 2022.
Det handler om at binde kapital i det rigtige varelager, de rigtige maskiner. Og det mener jeg afgjort, vi gør.
Palle Kjærsgaard, S.D. Kjærsgaard
- Det er dejligt at se, at vi ikke bare har følt, at det er gået godt. Nu viser tallene det samme, siger en meget tilfreds administrerende direktør Palle Kjærsgaard til Maskinteknik.
Han forventer, at de gode takter fortsætter i indeværende regnskabsår.
- Der er helt sikkert lidt krise i samfundet, og man skal naturligvis ikke være naiv, men vi tror oprigtigt på et stabilt totalmarked for entreprenørmaskiner i 2023, siger han.
Direktøren forventer, at byggeriet nok går lidt ned, så måske sælges der næste år knap så mange teleskoplæssere.
- Der vil blive solgt flere maskiner, der skal i jorden end i luften. Anlægssegmentet har jo fuld fart på, og det fortsætter med masser store infrastrukturprojekter som fjernvarme, veje, elektrificering osv., så der skal bruges masser af for eksempel gravemaskiner, siger Palle Kjærsgaard.
Han tilføjer, at ordrebøgerne ser rigtig gode ud, og derfor har importøren da også allerede bestilt ca. 85 gravemaskiner hos producenten.
- Hvis vi bestiller en ny gravemaskine nu, så kan vi måske først få den i 2024, så derfor har vi været ude i god tid og bestilt hjem til lager, siger han.
Til spørgsmålet om det ikke er lidt risikabelt at binde så meget kapital i varelager, siger Palle Kjærsgaard:
- Selvom høj lagerbinding som udgangspunkt måske kan være negativt, så tror jeg, at det i vores nuværende situation er positivt. Det handler om at binde kapital i det rigtige varelager, de rigtige maskiner. Og det mener jeg afgjort, vi gør. Og så kan vi levere hurtigt på efterspørgslen. For øvrigt er vores varelager p.t. lidt mindre, end på samme tidspunkt sidste år, siger han til Maskinteknik.
- Stærk virksomhedsånd og kundefokus er nøgleordene. Kunderne er alt for os. Og derfor skal vi vokse - for at tiltrække nye medarbejdere, udvikle dem og samtidig være attraktive over for kunder og leverandører. Længere er den ikke, fastslår direktøren.