Tilføj til lytteliste
Tilføj til lytteliste
Tilføj til lytteliste
På lytteliste
Tilføj til lytteliste
Lyt til artiklen:
Renovering af mere end 87 år gammel klapbro går i gang til foråret
Abonnementsartikel
Renoveringen indebærer blandt andet at udskifte og opgradere broklappens komponenter, så færre af dem kræver løbende vedligehold.
Kronprins Frederiks Bro i Frederikssund i Nordsjælland står til at få en - og efterhånden også tiltrængt - renovering af de mekaniske og elektriske dele i løbet af 2023 og 2024.
Det vil øge både driftssikkerheden og broens levetid, oplyser Vejdirektoratet i en pressemeddelelse.
Broen har efterhånden mere end 87 år på bagen, og så mange år slider på klapbroens tusindvis af dele, fortæller projektleder hos Vejdirektoratet Jens Præst Nielsen i pressemeddelelsen.
- Faktisk ville vi gerne have været i gang med renovering af maskineriet langt tidligere, men vi valgte at vente til den nye bro - Kronprinsesse Marys Bro - stod klar for godt tre år siden, siger projektlederen.
- Nu skal vi gennemgå broen fra ende til anden, og vi har en forventning om, at vi med dette projekt samt en efterfølgende fuld udskiftning af brolægningen kan forlænge broens samlede levetid med i hvert fald 30 til 35 år, siger Jens Præst Nielsen.
Udskiftning af komponenter
Det er SH Group A/S, der er entreprenør på renoveringen, og Rambøll er rådgiver.
Renoveringen består blandt andet i at udskifte og opgradere broklappens komponenter, så færre af dem kræver løbende vedligehold.
Mens arbejdet med at udskifte dele af maskineriet til henholdsvis broklapperne og systemet til låsning af broklapperne står på, kan klapperne ikke bære tung trafik, lyder det.
Renoveringen betyder derfor, at broen i foråret 2023 bliver lukket for biler og tungere trafik i seks uger i marts og april måned, men bliver holdt åben for cyklister, fodgængere og udrykningskøretøjer.
Fjernstyret lokalt under reparation
Kronprins Frederiks Bro er en såkaldt dobbelt-klapbro, som er opført i 1930'erne. Klapperne bliver åbnet mekanisk ved hjælp af et identisk maskineri i henholdsvis den østlige og vestlige klappille.
Broen bliver i dag fjernstyret fra et driftscenter i Aalborg, men under reparationsarbejderne vil broen efter behov blive betjent lokalt fra manøvrehuset på broen, oplyser Vejdirektoratet.
Kronprins Frederiks Bro har en samlet længde på cirka 215 meter og består af to landfæster af beton i hver ende af broen, tre faste fag i stål samt et klapfag med dobbelt-klap i stål.