Lyt til artiklen:

Christian vil hellere eje end leje

00:00
Hastighed: ???x
05:27

Abonnementsartikel

Fleksibilitet er vigtigt, når man jonglerer med mange opgaver på samme tid, og det er årsagen til, at man er en anelse overmekaniserede hos Silkeborg-entreprenøren Christians Anlæg.

Det startede med en Pel-Job minigraver og Christian Brendstrup i sædet. I dag har entreprenør-, kloakmester- og anlægsgartnervirksomheden Christians Anlæg ved Silkeborg omtrent 26 medarbejdere og på den gode side af 30 maskiner.

Lidt over 25 år er der gået, siden en 18-årig Christian Brendstrup besluttede sig for at etablere Christians Anlæg.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Der resterede stadig to år af min læretid på det tidspunkt. Jeg var i lære hos en læremester, der udførte alle opgaver udelukkende ved hjælp af håndkraft. Der lærte jeg virkelig meget - men jeg lærte også værdien af at følge med tiden, når det gælder redskaber, siger Christian Brendstrup.

Den udvikling er kun gået én vej, mener han.

- Hvis man vil holde på sine folk i dag, så er man nødt til at have alt, hvad der findes af tekniske hjælpemidler, siger han.

rich-media-2
Direktør hos Christians Anlæg, Christian Brendstrup. Foto: Tim Søgaard.

Derfor er maskinparken hos entreprenøren også blevet opdateret løbende, og som årene er gået, har det voksende antal medarbejdere også fået nyere og nyere grej at arbejde med.

- Prioriteringen har altid været sådan, at når der er penge nok på kontoen, så har vi kunnet udskifte noget. Til at starte med købte vi stort set kun brugte maskiner. Efterhånden faldt timetallet på de maskiner, vi købte, og i dag køber vi stort set kun helt nye maskiner, fortæller Christian Brendstrup.

Artiklen fortsætter efter annoncen

rich-media-4
Christian Brendstrups første minigraver var pyntet op til lejligheden, da Christians Anlæg kunne fejre 25 års jubilæum i 2022. Privatfoto.

Der er ikke ret mange lejede maskiner i folden hos Christians Anlæg. Grunden er simpel.

- Jeg har det bedst med at eje - ikke leje. Af den årsag er vi nok også rimelig overmekaniserede. Vi har mange ting i hallen, som kun bliver brugt sjældent, men det giver bare en god fleksibilitet at have maskinerne in-house, siger Christian Brendstrup.

Voksede med sammensmeltning

Maskinparken fik for alvor vokseværk i 2003, da Christian Brendstrup besluttede sig for at overtage allerede veletablerede Løgager Entreprenørforretning, som havde hjemme, hvor Christians Anlæg har det i dag. Indtil overtagelsen havde de to virksomheder et godt samarbejde kørende, hvor den tidligere ejer i Løgager Entreprenørforretning Kaj Rasmussen tog sig af de opgaver, der krævede det store grej, mens Christian tog sig af dem, der passede bedre til det mindre. Med overtagelsen fik Christians Anlæg pludselig en ny dimension - og en væsentligt større maskinpark.

- Der blev vi maskintunge fra den ene dag til den anden. Der var meget grej, men det var også gammelt. Kaj havde altid kørt mange timer i sit grej, og det var virkelig velholdt, men i takt med, at maskinerne fik flere opgaver, skulle der også ske en forholdsvis hurtig udskiftning af dem. Men det var en god måde at komme i gang på, fordi vi fik lige pludselig muligheden for at lave både større projekter og en masse omsætning, fortæller Christian Brendstrup.

Og hvis man tager et kig indenfor i hallen hos Christians Anlæg, så er det tydeligt at se, at Christian Brendstrup ikke er typen, som sværger til bestemte mærker. Der er nærmest ikke en farve i spektret, der ikke er repræsenteret af en maskine i Christian Brendstrups maskinpark.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Jeg er ret ligeglad med, om der står Volvo, Cat eller Doosan på, bare at servicen er i orden, og maskinen lever op til førerens krav, siger direktøren.

Det kan nemlig ikke nytte noget, at maskinerne skal holde stille, siger han.

- Det er bare for dyrt.

For at eksemplificere diversiteten i maskinparken kan man tage et blik henover udvalget af traktorer.

- Vi har to fra Valtra, to fra John Deere og to fra Case IH, siger Christian Brendstrup.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Blandt gravemaskinerne og minigraverne har Christians Anlæg blandt andet været repræsenteret af maskiner fra Doosan, Caterpillar, Volvo, Terex, Takeuchi, Hitachi og Yanmar gennem tiden.

Større opgaver

Og diversiteten kan måske også skyldes, at opgaverne med tiden er blevet flere og mere forskelligartede for entreprenøren. I 2008 blev Christian Brendstrup autoriseret kloakmester og tilføjede dermed endnu en kompetence til repertoiret, der desuden tæller oprensning af søer samt anlæg af alt fra stier, bådbroer, have/park, vejanlæg og meget mere.

95 procent af entreprenørens opgaver gennem tiden har ligget indenfor kommunegrænsen i Silkeborg, men det kommer til at ændre sig i fremtiden siger Christian Brendstrup.

Virksomheden har nemlig hevet nye kræfter ind, som skal drive udviklingen mod lidt større projekter - også uden for Silkeborg Kommune.

rich-media-7
Doosan er bare ét af mange forskellige mærker, som har været repræsenteret i hallen hos Christians Anlæg. Foto: Tim Søgaard.

- Nu skal vi til at bygge en ny projektafdeling op, og der bliver vi nødt til at kigge ud over kommunegrænsen for at finde opgaver af en passende størrelse. Det er jo en kæmpe opgave at vinde de rigtige projekter, så de også passer godt ind i flowet rent tidsmæssigt. Vi har ingen planer om, at vores folk skal ligge og køre langt på arbejde, men en god times radius fra Silkeborg vil nok være passende.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Det første projekt har entreprenøren allerede taget fat på i Favrskov Kommune, hvor man arbejder med en udstykning for Favrskov Forsyning. Og når entreprenøren tager fat på de større projekter, er det klart, at der også skal investeres i nyt grej og mandskab.

- Det er klart, at vi bliver nødt til at geare op. Derfor leder vi lige nu efter både materiel og medarbejdere til den nye afdeling, siger Christian Brendstrup.

Men på trods af at entreprenøren har kig ud over kommunegrænsen i Silkeborg, så skal de faste kunder på hjemegnen ikke være bange for at blive ladt i stikken, for filosofien er ganske klar.

- En af vores kerneværdier har altid været at passe godt på vores faste kunder, og det bliver vi ved med, siger Christian Brendstrup.